Trælse chefer jager medarbejdere væk
Så er det nok, chef! Jeg siger op! Colourbox
Næsten hver anden har skiftet job på grund af ledelsen, viser undersøgelse. Der skal to til tango, siger arbejdsgiver-siden.

Jeg skrider! Du er hamrende møgbesværlig.

Næsten halvdelen af danskerne har skiftet job, fordi de var dødtrætte af ledelsens måde at drive biksen på.

Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk.

Arbejdspsykolog Anton Eg fra Arbejdspsykologisk Center genkender billedet.

"Ledelsen er en ekstremt vigtig del af folks psykiske trivsel på arbejdspladserne. Dårlig ledelse får folk til at flygte væk," forklarer han.

Konsulent Alexander Kjerulf fra firmaet Arbejdsglæde Nu er enig:

"Hvis du ikke har det godt med nærmeste leder, så er det næsten umuligt at have arbejdsglæde."

Så stopper festen!

Utilfredshed med ledelsen har fået 45 procent af de adspurgte til at skifte job mindst en gang.

Heriblandt har 15 procent skiftet flere gange, viser undersøgelsen.

”Som psykolog hører jeg ofte om arbejdspladser, hvor man ikke tillægger ledelse tilstrækkelig stor betydning. Lederne er det i kraft af at være ejere eller er blevet forfremmet på grund af deres faglighed. Men langt fra alle egner sig til at være ledere,” siger Anton Eg.

DE: Der skal to til at danske tango

Tallene overrasker heller ikke i Dansk Erhverv. Her påpeger Birgitte Meisner Nielsen, souschef i HR & Arbejdsmiljø, at det sjældent er sådan, at utilfredsheden går én vej.

”Min erfaring fra mange år i rådgivningsbranchen siger, at det typisk vil gå begge veje. Det er ofte uenigheder omkring noget fagligt eller strategiske beslutninger, der fører til opsigelser,” siger Birgitte Meisner Nielsen.

Men tallene er også et udtryk for et fleksibelt arbejdsmarked, hvor folk ikke er tvunget til at blive i en stilling, hvor de mistrives, siger hun.

”Og det er positivt,” siger Birgitte Meisner Nielsen.

Sværere at smække med døren

Det er arbejdspsykolog Anton Eg enig i.

Han påpeger dog, at den knaphed i job, som den økonomiske krise har bragt med sig, lægger en dæmper på vores trang til at smække med døren.

”Vi er knap så modige i vores jobsituation i forhold til at tage en kamp med ledelsen, fordi det er sværere at gå ud at finde et nyt arbejde. Det gør, at man i højere grad finder sig i ting, der på længere sigt ikke er gode. Eksempelvis et meget højere stress-niveau,” siger han.