Viceborgmester: Der stod kun Julius på urinprøve
Thomas Bankes navn stod ikke på den urinprøve, Fredericias borgmester viste sin, siger viceborgmesteren selv.

Der stod kun Julius Juliussen på den urinprøve, Fredericia-borgmester Thomas Banke (V) brugte som bevis på, at han trods et morfinforbrug efter et tandlægeforløb var i stand til at udføre sit politiske arbejde.

Det hævder 1. Viceborgmester i Fredericia Kommune, Mads Lund (T), efter Thomas Banke tidligere onsdag sagde, at Mads Lund burde have haft kendskab til, at borgmesteren var identisk med synonymet Julius Juliussen.

- Jeg har set et stykke papir, hvor der står navnet Julius Juliussen, og så var der nogen tal fra forskellige målinger, siger Mads Lund.

Men der stod intet om, at det var Thomas Bankes?

- Nej. Og det kunne jeg ikke bruge til noget, siger Mads Lund.

Hvad der nøjagtigt er foregået i sagen om urinprøven er dermed fortsat uklart. Tilsyneladende er de to lokalpolitikere dog ret uenige om forløbet.

Desuden fortæller viceborgmesteren, der er valgt ind for Borgergruppen i Fredericia, at han aldrig har bedt Thomas Banke om en urinprøve.

Han henvendte sig til Venstres gruppeformand Peder Hvejsel for at bede om behørig dokumentation for, at Thomas Banke ikke var påvirket under byrådsmøderne.

Herefter fik Mads Lund tilbud om at gå med Thomas Banke til lægen i forbindelse med urinprøven, men det afviste Fredericias viceborgmester.

- Jeg er 1. viceborgmester. Jeg er ikke i familie med ham, jeg er ikke i parti med ham, jeg er ikke far til ham, siger Mads Lund.

/ritzau/