Åh nej! Jeg vil ikke sidde ved siden af Rie
Det kan være svært at vide, hvad man skal sige til en kollega, der har været sygemeldt med stress. Nogle vælger at spørge ind til det, andre undgår emnet og snakker i stedet om vejret og det nyeste afsnit af 'Borgen'. Og andre igen takler den akavede situation ved simpelthen at undgå den stressramte. Colourbox
Ti procent er usikre på, hvordan de skal takle en kollega med stress. Men hvis du undgår kollegaen, risikerer du at gøre det værre.

Din kollega Rie har netop været væk fra arbejdspladsen i to måneder. Rygtet siger, at hun har været sygemeldt med stress. Spørger du ind til det? Lader du som ingenting? Eller undgår du helt Rie for at slippe for at tage stilling til det?

Mange er usikre på, hvordan de skal håndtere en stressramt kollega. Det gør ondt værre for den stressede, der skal tilbage på jobbet.

"Hvis man ikke bliver mødt med forståelse, får man nemt et tilbagefald og melder sig syg igen. I værste fald kommer man aldrig tilbage på arbejdspladsen," siger stresscoach Lene Marie Jensen.

Hvorfor har du brækket foden?

En rundspørge, som Wilke har lavet for Avisen.dk blandt danskere i job viser, at hver tiende er usikker på, hvad de kan snakke med den stressede om, og hvor store arbejdsopgaver, personen kan klare.

”Det kan føles som at gå ind over privatsfæren, hvis man spørger til stress, fordi det ofte forbindes med årsagen. Hvorimod det ikke er vigtigt at vide, hvorfor folk har brækket en fod,” forklarer Yun Ladegaard, der er psykolog på Bispebjerg Hospital.

Hun har netop været med til at lave en rapport, der viser, at stressramte ofte mødes med en mur af uvidenhed, manglende forståelse og usikkerhed fra kollegerne, når de vender tilbage til jobbet. Undersøgelsen viser også, at stress stadig er tabu på mange arbejdspladser.

Den syge kommer aldrig tilbage

Dansk Magisterforening og HK kender problemet.

”Der er tit en berøringsangst over for den stressramte. Nogle ved ikke, hvilket ben de skal stå på og vil gerne sige det rigtige,” siger Ole Grønne, miljøkonsulent i Dansk Magisterforening.

For den kollega, som har været sygemeldt med stress, kan kollegernes berøringsangst få store konsekvenser.

”Det bliver sværere at komme tilbage og blive integreret i kollegagruppen,” forklarer psykolog Yun Ladegaard.

Hendes rapport viser, at støtte fra kolleger og chef kan gøre forskellen for, om den syge kommer tilbage på arbejdspladsen eller ej.

Dårlig kommunikation rammer Rie

Hvis du er en af dem, der undgår stressramte Rie, handler det sandsynligvis om dårlig kommunikation på din arbejdsplads. Det siger stresscoach Lene Marie Jensen, som samarbejder med virksomheder, når de skal have en sygemeldt sluset ind igen.

”Tit er det ikke meldt ud, at personen kommer tilbage, og hvad folk kan gøre for at hjælp,” siger Lene Marie Jensen.

Hun foreslår, at chefen tager en åben snak med den stressramte om, hvad han eller hun har brug for.

Halvdelen af de adspurgte i Wilke-undersøgelsen svarer, at de ikke er usikre på noget i forhold til den stressramte kollega, mens 27 procent svarer, at de ikke har en kollega, som har haft stress.

Sådan spurgte vi

 

Hvordan har du det med kolleger, der tidligere har været ramt af stress?

 

  • Jeg er usikker på, hvor meget jeg må tale med dem om det og hvor store arbejdsopgaver, de kan klare - 10 procent
  • Jeg føler mig ikke usikker på noget i forhold til tidligere - 50 procent
  • Jeg har ingen kolleger, der har været ramt af stress - 27 procent
  • Andet - 4 procent
  • Ved ikke - 9 procent

 

Wilke for Avisen.dk. Undersøgelsen er foretaget på nettet blandt 406 repræsentativt udvalgte danskere i arbejde.