HELTE HAR OGSÅ KRAV PÅ SIKKERHED Professor: Få kortlagt brandkræft landet over
Jobbet som brandmand er farligt på flere niveauer. Ud over at få forbrændinger og skoldninger har brandfolk en forhøjet risiko for at få kræft.
En af landets mest anerkendte eksperter i arbejdsmedicin anbefaler nu, at der laves en landsdækkende undersøgelse af brandmænd på basis af det danske cancerregister.

Der er godt nyt til bekymrede brandmænd.

Den seneste tids debat om overdødelighed blandt brandmænd på grund af kræft får nu en professor i arbejdsmedicin til at komme med en anbefaling.

Jens Peter Bonde, der er en af Danmarks bedste på sit felt, anbefaler, at der laves en landsdækkende undersøgelse af brandmænd på basis af det danske cancerregister.

"En undersøgelse bør være landsomfattende," mener professoren, der har sendt sin anbefaling i et brev til Københavns Brandvæsen.

"En undersøgelse af kræftsygelighed og dødelighed blandt danske brandmænd kan gennemføres på basis af Cancerregistret, som indeholder pålidelige oplysninger om alle tilfælde af kræft i den danske befolkning siden 1943," skriver han.

Det mener Jesper Lund-Larsen, der er konsulent ved 3F, også.

3F til lokalafdelingerne: Sådan hjælper I de kræftramte

3Fs arbejdsmiljøpolitiske afdeling har netop udsendt et cirkulære til fagforeningens lokalafdelinger, så de kan tage hånd om kræftramte brandmænd og deres pårørende.

"En undersøgelse kan skabe klarhed, men hvem skal betale?" spørger Jesper Lund-Larsen fra 3F.

Undersøgelsen vil koste mellem 500.000 og 1.000.000 kroner, skønner arbejdsmedicineren.

Men de penge bør kunne findes af beskæftigelsesministeren, lyder det både fra 3F og Brandfolkenes Organisation.

"Undersøgelsen er en rigtig god idé, fordi der lige nu ikke findes et overblik. Vi mangler en kortlægning som den her, der dækker både deltids- og fuldtidsbrandmænd," siger Tommy Kjær, der er næstformand i Brandfolkenes Organisation.

Antallet af kræfttilfælde er et mørketal

Alene i København er mindst 75 københavnske brandmænd døde af kræft i perioden 1990-2012. Men fagforeninger, brandmænd og pårørende i hele landet er stadig i færd med at indsamle og registrere antallet af kræftramte. Derfor findes der ingen videnskabelige undersøgelser af de danske brandmænds kræfttilfælde endnu.

Avisen.dk har forgæves forsøgt at få Københavns Brandvæsen til at opgøre, hvor mange brandmænd, der har arbejdet i korpset i samme periode.

Anbefalingen fra professoren kommer efter at ledelsen i Københavns Brandvæsen har spurgt professoren til råds.

Forældet udstyr forhøjede kræftrisikoen

Brandtoppen har bedt Jens Peter Bonde om svar på syv spørgsmål efter, at det er kommet frem, at korpsets elitebrandmænd har været særligt udsatte for de kræftfremkaldende stoffer, der udvikler sig under en ildebrand.

Årsagen var, at deres udstyr var forældet.

"Det er en god nyhed. Jeg er glad for, at Københavns Brandvæsen er i dialog med den arbejdsmedicinske klinik på Bispebjerg Hospital. Vi brandmænd har brug for eksperthjælp," siger Henning Dons, der er arbejdsmiljørepræsentant i København.

Ledelsen har i et skriftligt svar til Avisen.dk forklaret, at man ser positivt på en stor landsdækkende cancer-undersøgelse.

AVisen.dk afventer stadig svar fra Beskæftigelsesministeriet.

Sikkerheden sejler

 

 

Sikkerheden sejler på brandstationerne. Brandmænd presses på livsfarlige øvelser og må bruge forældet og farligt udstyr. I årevis har de været særligt udsatte for at få kræft, men ingen har fortalt dem om det.

Læs hele sagen her

 

Brandmænd og kræft

Brandmænds risiko for at få testikelkræft er 50 procent højere end den gennemsnitlige befolkning.

 

Risikoen for at få prostatakræft er 30 procent højere.

 

Risikoen for at få lymfekræft (Non-Hodgkin-sygdommen) er 21 procent højere.

 

Det viser en videnskabelig gennemgang af en stribe aktuelle og valide forskningsprojekter.

 

Kilde: International Agency for Research on Cancer (IARC)