HELTE HAR OGSÅ KRAV PÅ SIKKERHED Overborgmester vil hjælpe kræftsyge brandmænd
I København har elitebrandmændenes udstyr været så forældet, at der kunne trænge urenheder ind i brandmændenes masker. Det er problematisk, fordi urenhederne sommetider er kræftfremkaldende stoffer, der på sigt kan give brandmændene kræft. POLFOTO arkiv
Beredskabskommissionen med Frank Jensen (S) for bordenden har besluttet at få arbejdsmedicinske eksperter til at anbefale, hvordan der bedst tages vare på københavnske brandmænd, der har været særligt udsatte for kræftfremkaldende stoffer.

Københavnske brandmænd, der er bekymrede for, om de har fået kræft på jobbet, kan nu se frem til at få hjælp af arbejdsmedicinske eksperter.

Efter Avisen.dks afsløring af, at omkring 100 af de kommunale brandmænd i årevis har brugt forældet åndedrætsbeskyttelse, har Beredskabskommissionen med overborgmester Frank Jensen (S) for bordenden truffet en lynhurtig beslutning.

Arbejdsmedicinere skal i samarbejde med Københavns Brandvæsen undersøge, hvordan der bedst tages vare på de nuværende og tidligere brandfolk, der har en forhøjet kræftrisiko.

"Brandmænd udfører et vigtigt og farligt arbejde. Derfor skal de selvfølgelig have et tilbud om helbredstjek, hvor det er fagligt begrundet. Derfor har jeg bedt Københavns Brandvæsen om hurtigt at forelægge de faglige anbefalinger for Beredskabskommissionen," siger Frank Jensen.

Læs også: Svigt: Undlod at beskytte brandmænd mod kræft

Chefer kendte til risiko

Mandag kunne Avisen.dk fortælle, at ledelsen i Københavns Brandvæsen i årevis har været vidende om, at korpsets elitebrandmænd brugte sikkerhedsudstyr, der var sundhedsskadeligt.

En intern rapport fra 2007 dokumenterer, at brandvæsnet i minimum fem år har vidst, at de iltapparater, der er blevet brugt både under ildebrande og øvelser, ikke beskyttede brandmændene mod urenheder.

"Apparater er ikke forsynet med overtryk, hvilket er et problem i giftige/røgfyldte miljøer, hvor der er risiko for, at urenheder trænger ind i masken," står der i rapporten.

Urenheder under en ildebrand kan f.eks. være kræftfremkaldende stoffer som sod.

Ikke "direkte farlige" trods forurening

Brandmændenes chef, beredskabschef Jakob Vedsted Andersen, nægter at stille op til interview, men i et skriftligt svar til Avisen.dk skriver han, at apparaterne ikke har været "direkte farlige" for brandmændene.

Det sker på trods af, at nogle af verdens bedste forskere har slået fast, at der er en overdødelighed blandt brandmænd på grund af kræft. Mistanken rettes mod de mange kræftfremkaldende stoffer - f.eks. benzen, formaldehyd og sod - der udvikler sig under en brand.

Læs også: Job-fare! Brandmænd får uhelbredelig kræft

Og noget tyder altså på, at disse stoffer er trængt ind i brandmændenes masker og dernæst ned i deres luftveje.

En anonym brandmænd, der har brugt apparatet i omkring 20 år, er ikke i tvivl om, at han og kollegerne har været udsat for en eller anden form for forurening.

"Alle kan skrive under på, at deres næse og svælg er fuld af sorte partikler efter en ildebrand," har brandmanden fra Københavns Brandvæsen sagt.

Han vil gerne være anonym, fordi han frygter at få en fyreseddel, hvis han står frem.

'Interessante' kemiske stoffer

Chefen, der har været i brandvæsnet siden starten af 2010, opfordrer den enkelte brandmand til at være "din egen sikkerhedsrepræsentant".

Se også: KB-Hallen slukket med skandaleapparat

"Selvom det er besværligt at rende rundt med det tunge udstyr, skal du tænke på, at ingen takker dig, når det går galt - fordi du ikke brugte åndedrætsværn. For der gasser stadig mange 'interessante' kemiske stoffer af, indtil temperaturen overalt er helt nede," skriver Jakob Vedsted Andersen.

Åben for forskning i dansk kræft

I Beredskabskommissionen er formanden, overborgmester Frank Jensen, lettet over, at det forældede udstyr nu er skiftet ud.

"Jeg er glad for, at Københavns Brandvæsens ledelse har udskiftet alt det gamle udstyr, så brandmændenes sikkerhed er øget. Sikkerheden skal være i orden," siger Frank Jensen.

Og korpslægen ved Københavns Brandvæsen, Henning Brinkenfeldt, ser positivt på en undersøgelse.

"Københavns Brandvæsen vil finde det interessant og vil meget gerne bidrage, hvis der er nogen, der er interesserede i at forske i erhvervsrelateret cancersygdom hos brandfolk i Danmark," skriver han i et skriftligt svar til Avisen.dk.

Med livet som indsats

 

 

Sikkerheden sejler på brandstationerne. Brandmænd presses på livsfarlige øvelser og må bruge forældet og farligt udstyr

Læs hele sagen her

 

Brandmænd og kræft

Brandmænds risiko for at få testikelkræft er 50 procent højere end den gennemsnitlige befolkning.

 

Risikoen for at få prostatakræft er 30 procent højere.

 

Risikoen for at få lymfekræft (Non-Hodgkin-sygdommen) er 21 procent højere.

 

Det viser en videnskabelig gennemgang af en stribe aktuelle og valide forskningsprojekter.

 

Kilde: International Agency for Research on Cancer (IARC)