HELTE HAR OGSÅ KRAV PÅ SIKKERHED Falck: Kræft er ikke noget vi har tænkt over
Tre Falck-mænd slukker en brand uden at beskytte deres åndedræt. POLFOTO arkiv
Brandmænd fra Falck har kun en personlig branddragt. Det betyder, at de risikerer at indånde de kræftfremkaldende stoffer, der sidder i dragten efter en ildebrand. Og det er ikke kun dragter, der er sparet på. Lægeundersøgelser får Falck-mændene heller ikke.

"I mere end 100 år har det været Falcks mission at arbejde for at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer."

Sådan står der på Falcks hjemmeside, men når det kommer til at forebygge kræft blandt korpsets egne brandmænd, er det en helt anden snak.

De 3.100 brandmænd, som Falck råder over, har ikke rene dragter på brandbilerne, og de går heller ikke til regelmæssige tjek hos lægen.

"Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde haft mere fokus på sikkerhed," siger Kenneth Jensen fra 3F.

Han er fælles-sikkerhedsrepræsentant for Falck-mænd i det østlige Danmark.

Avisen.dk har talt med en række Falck-mænd, der fortæller, at de bare krænger dragten ned over støvlerne, så den er klar til næste udrykning.

"Skræmmende at så mange har fået kræft"

Branddragten bliver kun smidt i vaskemaskinen, hvis den er møgbeskidt. Det vil sige, at ekstremt kræftfremkaldende stoffer som for eksempel sod bliver siddende i tøjet og forurener luften på brandstationerne og i bilerne.

"Det er skræmmende, at så mange har fået kræft. Når de københavnske brandmænd kan finde 75 døde kolleger på ingen tid, så vil vi få flere ofre at se," vurderer Kenneth Jensen.

Brandmændene fra Falck fortæller også uafhængigt af hinanden, at de aldrig har fået information om den overdødelighed, der er i faget på grund af kræft.

Siden sommeren 2010 har forskere ellers ment, at der er begrundet mistanke for, at kræfttilfælde blandt brandmænd hænger sammen med deres job.

"Det overrasker mig ikke, at cheferne i et privat firma er forsigtige med at bruge penge. At forbedre brandmænds sikkerhed er både besværligt og dyrt, men hvis ingen begynder at forebygge, så er jeg bange for, at vores medlemmer ender i en hospitalsseng med et kemodrop," siger Tommy Kjær, der er næstformand i Brandfolkenes Organisation.

Svenskerne har fokus på kræft blandt brandmænd

I Sverige ser det helt anderledes ud.

Hinsidan har det svenske arbejdstilsyn udarbejdet en model i samarbejde med brandmændenes fagforening.

Modellen hedder "Friska Brandmän" og går i al sin enkelhed ud på at beskytte brandmændene bedst muligt mod de kræftfremkaldende stoffer, der udvikles under en ildebrand.

Her skal brandmændene for eksempel skifte tøj på brandstedet. I Stockholm putter de lokale brandmænd deres beskidte tøj i poser lavet af gelantine, der først opløses inde i vaskemaskine. Poserne har sat en stopper for, at der hænger beskidte dragter og forurener luften i brandmændenes omklædningsrum.

I Københavns Kommune har brandmændene to personlige dragter. I Aarhus Kommune har brandmændene rene dragter på de primære køretøjer. Men i de fleste andre kommuner ser det sløjt ud.

Sikkerhed koster

I toppen af Falck er kræft ikke noget, ledelsen "har tænkt over".

Den erkender dog, at der ikke er blevet gjort nok for at beskytte brandmændene mod kræft.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at det er dyrt," siger Bendt Trustrup, brandchef fra Falck.

Han bekræfter, at Falck-mændene kun har en personlig dragt. Han bekræfter også, at de ikke får regelmæssige lægetjek.

Hvorfor ikke?

"Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg har aldrig hørt, at det har været et ønske eller et krav fra medarbejderne. Det har jeg ikke," siger Bendt Trustrup.

Falck-mændene har lånedragter på stationerne, som brandmændene kan bruge, hvis deres egen er til vask.

I Falck arbejder ledelsen på at forbedre sikkerheden. Ledelsen afventer et møde i branchens arbejdsmiljøråd, som muligvis vil vedtage nye retningslinjer på området.