HELTE HAR OGSÅ KRAV PÅ SIKKERHED Danske brandhelte dør af kræft som 9/11-helte
I 1973 brød en af de værste brande i nyere tid ud i København. 35 indebrændte, men omkring dobbelt så mange blev reddet ud af byens brandhelte. De var otte røgdykkere den nat. I dag er der tre tilbage. Fem har fået diagnosen kræft.

I Ejgil Nielsens hjerne er der særligt et billede fra hans tid som brandmand, der har frosset sig fast i hukommelsen.

En stuepige fanget på sjette sal på Hotel Hafnia, mens flammerne slikker op ad hotellets facade.

Ejgil Nielsen forsøger at redde den desperate kvindes liv.

Han trykker på dødemandsknappen på stigen, der er 31 meter lang. Trykket betyder, at Ejgil Nielsen kan overskride den maksimale belastning på stigens kurv.

Redningsmænd fik for meget røg

Han tager en kollega med op og sammen får de stuepigen ned, så hun kan komme på hospitalet.

"Der var 35, der omkom den nat. Jeg husker særligt to hotelgæster fra USA. Det var et forældrepar, der mistede to børn i branden," fortæller den i dag 85-årige Ejgil Nielsen.

Men det er ikke kun hotellets gæster og personale, der blev hårdt ramt den nat. Det gjorde Ejgil og hans syv holdkammerater også.

Cancer kender nemlig ikke forskel på helte og skurke.

"Vi tænkte ikke så meget over det dengang, men vi har helt sikkert fået en masse kulilte ind i vores kroppe. Der var jo sparet på beskyttelsesudstyret dengang," siger Ejgil Nielsen.

Foran sig har han en håndskrevet note. På papiret står der otte navne. Ud for de fire er der tegnet et kors. Halvdelen af holdet er nemlig døde af kræft.

"Cancer, cancer, cancer og cancer."

Den pensionerede brandmand læser højt for sig selv. Blikket bliver fjernt.

Har mistet smag og stemme

Ejgil Nielsen har også selv fået konstateret cancer, men han er blevet helbredt. En operation har fjernet de ondartede celler, der havde sat sig på hans stemmebånd.

"Jeg kan ikke smage noget, og så bliver jeg let hæs, men ellers har jeg det fint. Jeg er blevet 85, så jeg kan ikke tillade mig at klage," mener han.

Den 85-årige er sikker på, at det er jobbet som brandmand, der har givet ham og holdkammeraterne kræft.

"Lægerne vil sikkert sige, at årsagerne kan være mange. Arv, rygning, luftforurening, men jeg mistænker røgen. Det er påfaldende mange af mine kolleger, der er døde af kræft," fastslår Ejgil Nielsen.

Han håber, at hans historie kan skabe mere fokus på arbejdsbetinget cancer.

Masker? Det bruger vi ikke her

Branden på Hotel Hafnia var under kontrol om morgenen den 1. september 1973.

Dengang efterslukkede storbyens brandmænd uden åndedrætsbeskyttelse.

Ejgil Nielsen og hans kolleger nåede at redde omkring dobbelt så mange levende ud end døde. De fleste sov stille ind på grund af røgforgiftning.

Med livet som indsats

 

 

Sikkerheden sejler på brandstationerne. Brandmænd presses på livsfarlige øvelser og må bruge forældet og farligt udstyr

Læs hele sagen her

 

Brandmænd og kræft

Brandmænds risiko for at få testikelkræft er 50 procent højere end den gennemsnitlige befolkning.

 

Risikoen for at få prostatakræft er 30 procent højere.

 

Risikoen for at få lymfekræft (Non-Hodgkin-sygdommen) er 21 procent højere.

 

Det viser en videnskabelig gennemgang af en stribe aktuelle og valide forskningsprojekter.

 

Kilde: International Agency for Research on Cancer (IARC)