HELTE HAR OGSÅ KRAV PÅ SIKKERHED Kræftknuden var på størrelse med et strudseæg
"Det er sgu ikke sjovt at ende på dødsgangen," siger Tonny Christiansen. Han er brandmænd og fik kræft to år efter, at han havde lagt branddragten. Rikke Dyrberg
Forskning viser, at brandmænd burde have 10 procent lavere risiko for at blive syge end gennemsnittet. Tonny var også i topform, da han gik på pension i 2008, men trods det blev han ramt af lymfekræft.

En ondartet knude på 6 x 10 x 11 centimeter. Det var, hvad en læge fandt i maven på Tonny Christiansen i 2010.

Avisen.dk har fået indsigt i hans journal, der fortæller, hvordan han reagerede på lægens diagnose.

"Patienten er naturligvis noget rystet over beskeden. Han vil tage en grundig snak med sin kone, der er sosu-assistent på Næstved Sygehus."

"Ikke sjovt på dødsgangen"

Tonny Christiansen havde på det tidspunkt været pensioneret brandmand i cirka to år. Planen var at nyde livet på rejser med fruen og at dyrke passionen cykelsport. Men det satte kræften en stopper for.

"Det er sgu ikke sjovt at ende på dødsgangen," siger han i dag om tiden efter diagnosen.

Tonny Christiansen husker tydeligt, hvor svært det var at ringe til børn, børnebørn og venner for at fortælle om det, han frygtede, ville være en dødsdom.

Men Tonny Christiansen er her endnu.

Slæbt rundt på skidt

I dag mistænker han sit tidligere job for at være skyld i den ondartede knude, der var på størrelse med en strudseæg.

"Vi har slæbt rundt på en masse skidt. Gasser og damper hænger i dragten og håret. Det lugter af bål både på brandstationen og derhjemme. Du forsøger at vaske det af, men der kan gå dage, før soden forsvinder helt," mindes Tonny Chistiansen.

Selvom flere af kollegerne er døde af cancer, var det ikke noget, der blev diskuteret eller forebygget.

"Det blev tysset ned. I Københavns Brandvæsen er der ingen tøsedrenge. Det ligger i luften," siger den kræftramte pensionist.

Uhelbredeligt syg

Den cancer, Tonny Christiansen lider af, hedder 'Non-Hodgkin lymform'.

En sygdom, der opstår i kroppens lymfeknuder. Sygdommen står på den sorte liste, som internationale forskere har lavet over kræftformer, der rammer brandmænd oftere end andre faggrupper.

Tonny Christiansen har svært ved at forstå, at han er blevet et tal i statistikken over danske kræfttilfælde.

Inden pensionen cyklede han f.eks. til sin arbejdsplads i Københavns Brandvæsen fra Faxe Ladeplads og retur. Strækningen er 69 kilometer. Smøger har han ikke rørt i 30 år.

Men Tonny Christiansen er ikke bitter.

"Selvom jeg har haft det skidt - især under kemoen - ærgrer jeg mig ikke over, at mine chefer til en vis grad har været skødesløse med sikkerheden. Jeg må kigge fremad," siger brandmanden.

Han overvejer at anmelde kræften som abejdsskade, men før han gør det, har han et godt råd til den nye generation af brandmænd.

"De unge skal passe på sig selv, og så skal de gå til lægen, hvis de har smerter," siger han.

Med livet som indsats

 

 

Sikkerheden sejler på brandstationerne. Brandmænd presses på livsfarlige øvelser og må bruge forældet og farligt udstyr

Læs hele sagen her

 

Brandmænd og kræft

Brandmænds risiko for at få testikelkræft er 50 procent højere end den gennemsnitlige befolkning.

 

Risikoen for at få prostatakræft er 30 procent højere.

 

Risikoen for at få lymfekræft (Non-Hodgkin-sygdommen) er 21 procent højere.

 

Det viser en videnskabelig gennemgang af en stribe aktuelle og valide forskningsprojekter.

 

Kilde: International Agency for Research on Cancer (IARC)