HELTE HAR OGSÅ KRAV PÅ SIKKERHED Bekymrede brandmænd chikaneres til tavshed
"Det er ikke i orden, at systemet tryner folk på den måde. Det er klart, at folk kigger ned i gulvet, når der er problemer med sikkerheden. De risikerer deres karriere, hvis de begynder at råbe op," siger kaj Tullberg, der er tidligere sikkerhedsrepræsentant i Københavns Brandvæsen.
Sikkerhedsrepræsentanter er i årevis blevet chikaneret og degraderet for at påtale sikkerhedssvigt i Københavns Brandvæsen.

Du risikerer at blive degraderet, chikaneret, sat på erstatningshold og i sidste ende skubbet ud af Københavns Brandvæsen, hvis du påtager dig rollen som kritiker af sikkerheden.

Sådan lyder den barske anklage fra tidligere og nuværende medarbejdere i Københavns Brandvæsen.

"Det her er alvorligt. Det er desværre et velkendt billede, at folk ikke tør sige deres mening. Det hedder sig, at hvis du ikke er med os, så er du imod os," siger næstformand i Brandfolkenes Organisation, Tommy Kjær.

"Jeg har mange kollegaer, der henvender sig, fordi de er bange for at blive indkaldt til samtaler for den mindste forseelse," siger han.

I sidste uge trak en arbejdsmiljørepræsentant fra Østerbro Brandstation sig fra sin post.

Advarsel for at møde ubarberet

Årsagen var ifølge arbejdsmiljørepræsentanten, at der ikke blev lyttet til de sikkerhedsproblemer, han bar frem, og at sikkerheden generelt blev negligeret.

Nuværende arbejdsmiljørepræsentant på Dæmningen, Henning Dons, kender til frustrationer med at kæmpe for et bedre arbejdsmiljø.

"Jeg synes, jeg ser en rød tråd, hvor man har gjort livet surt for kritikere," siger han og fortsætter:

"Jeg blev kaldt til tjenestelig samtale, hvor to af emnerne handlede om, at jeg havde været ubarberet og ikke var mødt op til frivillig idræt," fortæller Henning Dons, der gentagne gange havde henvendt sig til ledelsen, fordi han var bekymret for sikkerheden blandt brandfolkene.

Reaktionen fra sikkerhedsfolkene kommer, efter en undersøgelse onsdag udstillede Københavns Brandvæsen som en arbejdsplads, hvor ledelsen bruger en macho-kultur til at presse medarbejderne på livsfarlige øvelser og til at bruge forældede ilt-apparater.

"Systemet er betændt"

Flere medarbejdere, der har været involveret i sikkerheden i Københavns Brandvæsen, fortæller, at ledelsen bevidst forsøger at slippe af med kritikere, der råber op om arbejdsmiljøproblemer.

Kaj Tullberg var selv arbejdsmiljørepræsentant for over ti år siden.

Indtil foråret var han aktiv brandmand og fulgte med i, hvad der skete på hans arbejdsplads.

"Systemet er betændt,” siger Kaj Tullberg og uddyber:

"Der kan foregå magtmisbrug, fordi der ligger en voldsom klemme i, at en brandmand ikke særligt let kan søge et andet sted hen og fortsætte karrieren."

Han fortæller om et konkret eksempel, hvor en kollega blev degraderet, fordi han var med til at skrive en klage over en øvelse i et brandhus, hvor uniformer, hjelme og dragter blev ødelagt af varme.

"Han var brandmester på prøve umiddelbart inden det forløb. Han blev mening fra den ene dag til den anden," siger Kaj Tullberg.

Folk kigger ned i gulvet, når der tales om sikkerhed

Han understreger, at han har været glad for at arbejde i Københavns Brandvæsen.

"Men det er ikke i orden, at systemet tryner folk på den måde. Det er klart, at folk kigger ned i gulvet, når der er problemer med sikkerheden. De risikerer deres karriere, hvis de begynder at råbe op," siger Kaj Tullberg.

Ligesom flere kilder, som Avisen.dk har talt med, peger han på, at kritik sætter brandmænds karriere i stå, og at kritiske tillidsmænd og arbejdsmiljørepræsentanter generes. De kommer på erstatningshold, hvor der ikke er faste vagter eller faste kolleger.

"Det er den sanktion, jeg har set anvendt, når en medarbejder ikke har spillet efter ledelsens regler," siger Kaj Tullberg.

"Vi vil skide på brud på arbejdsmiljøloven"

En tidligere arbejdsmiljørepræsentant, der ønsker at være anonym, fordi han frygter at blive kastet ud i kulden, beskriver arbejdet med at forbedre sikkerheden som "en kamp".

Han fortæller, hvordan instruktører direkte sagde til ham, at de ville "skide på", at en øvelse ikke var i overensstemmelse med branchevejledningerne eller arbejdsmiljøloven, når han påpegede præcis det.

Finn Olsen sad frem til 1998 som repræsentant for lederne i sikkerhedsudvalget og var overbrandmester i Københavns Brandvæsen.

"Jeg genkender billedet af, at man prøver at slippe af med sine kritikere. I en periode var jeg undtagelsen, der bekræftede reglen. Man turde ikke gå så hårdt til mig, fordi jeg havde så stor rygdækning for de ting, jeg fremførte," siger Finn Olsen, der i dag rådgiver det brancheråd, der udarbejder sikkerhedsregler inden for brand og redning.

I kraft af sit nuværende job har han stadig kontakt til medarbejdere i Københavns Brandvæsen.

"Jeg tror, at brandvæsnet betragter det med sikkerhed som et nødvendigt onde. Dem, der for alvor brænder for arbejdsmiljøet, de brænder ud, fordi de får det svært," siger Finn Olsen.

Ledelsen: Dybt beklageligt

Ledelsen i Københavns Brandvæsen har endnu en gang afvist at deltage i et interview. Beredskabschef Jakob Vedsted Andersen har dog sendt et skriftligt svar til Avisen.dk.

"Jeg finder det dybt beklageligt, hvis der er medarbejdere, der føler sig chikaneret eller på anden måde forfulgt, fordi de ytrer sig om arbejdsmiljø eller andre forhold internt i Københavns Brandvæsen," skriver han og fortsætter:

"Det tager jeg meget alvorligt. Jeg er også meget overrasket over det, fordi jeg gentagne gange har opfordret medarbejderne til at gå til ledelsen, hvis de ser et problem, så vil vi undersøge det. Vi ønsker en åben og konstruktiv dialog med medarbejderne. En samtalekultur."

Med livet som indsats

 

 

Sikkerheden sejler på brandstationerne i Københavns Brandvæsen. Brandmændene presses på livsfarlige øvelser og må bruge forældet og farligt udstyr

Læs hele sagen her