Vestas-lukning er næppe den sidste
Denne gang er det 350 kinesiske ansatte, som må vinke farvel til deres job. Men flere job kan være i fare, bl.a. i USA. (Foto: Foto: Foto: ORLIN WAGNER / POLFOTO)
Vestas må sige farvel til omkring 350 kinesiske ansatte. Man lukker nu fabrik i Kina - men der kan komme flere

Det kan ikke længere betale sig for Vestas at lave små vindmøller i Kina.

Derfor lukker man nu fabrikken i Hohhort, Indre Mongoliet i Kina og afskediger omkring 300-350 ansatte, oplyser selskabet.

- Trods lukningen af produktionen på Hohhotfabrikken er Vestas fortsat dybt engageret i Kina og tror på Kinas langsigtede vækst inden for vindenergiindustrien, skriver selskabet i meddelelsen til fondsbørsen.

Analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank mener, at fabrikken var "en eklatant fejlvurdering af det marked":

- Der er sket meget på det kinesiske vindmarked fra 2009 til i dag. Så det er en logisk konsekvens af en ret udbredt ordre-tørke inden for den her mølletype, siger Jacob Pedersen til Ritzaus Finans.

Han betegner desuden fabrikken som "en af de dårligste investeringer Vestas nogensinde har foretaget".

Analytikeren mener, at der kan komme flere lukninger af fabrikker og her står USA i centrum i første omgang. Man ved nemlig ikke, hvad der vil ske med den amerikanske støtteordning PTC (produktion tax credit).

- Vi kommer til at høre noget om USA, når vi kommer ind i tredje kvartal, fordi de (de amerikanske politikere, red.) formodentlig ikke forlænger PTC-ordningen, siger Jacob Pedersen og fortsætter:

- Så det er nok ikke den sidste fabrikslukning vi kommer til at se fra Vestas. Men det afhænger fuldstændigt af markedet, lyder vurderingen.

Når lukningen er gennemført hen over sommeren, vil Vestas have omkring 2600 ansatte i Kina. De er ansat på fabrikker i Tianjin og Xuzhou og på to kontorer i Beijing og Shanghai.

Lukningen og afskedigelsen af Hohhotfabrikken kommer til at betyde, at Vestas vil få en årlig besparelse på 10 millioner euro svarende til over 74 millioner kroner.

via Listen To News