Messerschmidt laver MesserApp til mobilen
Morten Messerschmidt (DF) har lanceret sin egen app til iPhone og iPad. - Det er fremtiden, siger politikeren.

Kan du bare ikke få nok af EU?

Så får du nu mulighed for altid at have en del af EU-Parlamentet med i lommen.

Europaparlamentarikeren Morten Messerschmidt (DF) har nemlig lanceret en ny applikation til iPhone og iPad.

App'en går under navnet MesserApp, og den danske parlamentariker er dermed en af de første politikere, der ikke bare huserer på sociale medier som Facebook og Twitter, men som også går målrettet efter mobilmarkedet.

- Da jeg for nylig læste, hvor stor en andel af avislæsere, der læser deres nyheder på mobiltelefonen, tænkte jeg, at her var der en uopdyrket mulighed i politisk kommunikation, siger Morten Messerschmidt.

- Mobiltelefonen vil i fremtiden blive den politiske nyhedsplatform, som flest vælgere vil orientere sig igennem. Det tager jeg nu konsekvensen af, siger Morten Messerschmidt.

På app'en kan man blandt andet blive klogere på hans politiske karriere, læse EU-nyheder og se videoer fra Morten Messerschmidts EU-skole, hvor man kan lære om alt fra euroen til Lissabon-traktaten.

Der er også mulighed for at tage en test for at se, hvor enig eller uenig du er med politikerens holdninger.

- MesserApp giver folk en mulighed for at følge nyheder, som er i direkte berøring med mit politiske arbejde. Det er på den måde en direkte kommunikationskanal til de folk, som synes, det er værd at følge mit arbejde, siger Morten Messerschmidt.

Han håber i første omgang på, at omkring "tusind stykker" downloader app'en, men har ikke noget konkret succeskriterium, fordi "det er så nyt".

Hvis app'en bliver flittigt brugt, vil Morten Messerschmidt overveje at udbygge konceptet, så også Android-brugere kan hente den.

/ritzau/

via Listen To News