EL: Udspil til skattereform lyder grotesk
Det, der foreløbig er kommet frem om indholdet af regeringens skattereform, er fuldkommen grotesk, mener EL.

Regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, kalder det, der foreløbig er lækket fra den kommende skattereform for grotesk læsning.

Især er historien om, at regeringen vil udhule overførselsindkomsterne ved at lade dem stige langsommere end lønningerne er helt uspiselig for Enhedslisten, fastslår partiets gruppeformand, Per Clausen.

- Det lyder uacceptabelt, grotesk og helt ubegribeligt. Og det står i direkte modstrid med det, regeringen har stået for indtil nu, siger Per Clausen.

- Det står i regeringsgrundlaget, at det skal være en socialt afbalanceret reform, men der er altså ikke noget afbalanceret i at tage penge fra pensionister og arbejdsløse for at give dem til folk med indkomster over 400.000 kroner, siger han.

- Så det her vil være i strid med alle valgløfter, som samtlige regeringspartierne har givet, tilføjer Per Clausen.

Udover historien om, at regeringen vil udhule overførselsindkomsterne, så ønsker regeringen angiveligt at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat.

Men til gengæld har det været fremme, at regeringen vil sænke rentefradraget og øge beskæftigelsesfradraget, hvilket i det første tilfælde alt andet lige rammer de velhavende, mens det sidstnævnte er til gavn for lavtlønsgrupperne - i hvert fald øger det afstanden til dem, der lever af overførselsindkomst.

Men det mildner ikke Enhedslistens humør:

- Johhh, det er da rigtigt nok. Men idéen om, at øge afstanden dramatisk mellem overførselsindkomster og løn er dybt uanstændigt. Hvis regeringen vil tage penge fra folk på overførsler og give dem til de velhavende, det medvirker vi selvfølgelig ikke til.

via Listen To News