Guardiola: Chelsea-kampen smerter fortsat
(Foto: Foto: Colourbox)
FC Barcelonas afgående træner har svært ved a ryste Champions League-flop af sig.

Fredag er sidste arbejdsdag for FC Barcelonas træner, Pep Guardiola, og han erkender, at det fortsat gør ondt, at han ikke formåede at føre sit hold til finalen i dette års Champions League-turnering.

Guardiola, der i sine fire år som træner har skabt pladsmangel i klubbens pokalskab, kan fredag sikre klubben endnu en titel i den spanske pokalfinale mod Athletic Bilbao. Derefter afløses han af sin assistent Tito Vilanova.

41-årige Guardiola sikrede blandt andet Barcelona tre spanske mesterskaber, to Champions League-trofæer, to verdensmesterskaber for klubhold samt, indtil videre, en enkelt spansk pokaltitel.

Men hans hold blev sendt ud af dette års Champions League af Chelsea i semifinalen. Det engelske hold gik hele vejen og slog Bayern München i sidste lørdags finale på tyskernes hjemmebane.

- Det eneste, der ærgrer mig, er, at vi ikke kom til München. Det gør mig bitter. Selv i dag, siger Guardiola.

- Men jeg vil også gerne lykønske Chelsea. Jeg mener, holdet har en generation af spillere, som fortjener den titel, siger han.

Dagen før Guardiola siger "adios" til Barcelona, benytter han lejligheden til at afvise rygter om, at han ikke mener, at Vito Vilanova er den rette til at afløse ham som træner.

- I november var jeg til middag med (Andoni) Zubizaretta (klubbens sportsdirektør, red.), og blev spurgt, hvad jeg mente om Tito, hvis jeg besluttede mig for at trække mig, fortæller Guardiola.

- Jeg fortalte ham, at det var en rigtig god idé. Den dag vi mødte Chelsea, var det mig, der gik hen til Tito og sagde: "Jeg tror din tid er kommet".

- Vi har kendt hinanden, siden vi var 13 år.

via Listen To News