Nikolai og Felix svigtet af Joachim
Prinserne Nikolai og Felix måtte nøjes med en plads ved siden af deres bedsteforældre under dåbshandlingen i Møgeltønder Kirke. (Foto: Foto: Nanna Kreutzmann / POLFOTO / POLFOTO)
Prinserne Nikolai og Felix var blevet placeret langt fra deres far ved barnedåb. "Uheldigt", mener tidligere børnerådsformand.

Det var forkert at placere de to prinser Nikolai og Felix, som er børn fra prins Joachims første ægteskab, så langt fra deres far under weekendens dåb i Møgeltønder. Det skriver ugebladet Se og Hør.

- Det er et uheldigt signal at sende, at de to prinser bliver rykket nogle rækker ned, fordi de er skilsmissebørn, siger den tidligere formand for børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen.

Børneforskeren er bekymret for prinsernes oplevelse af at komme i anden række - i forhold til deres halvbror Henrik.

- Havde der været tale om en almindelig familie, var det ikke bare uheldigt, så var det direkte kritisabelt. Og det virker stødende på almindelige mennesker, forsætter Per Schultz Jørgensen, der mener, at konsekvensen vil være, at drengene ikke føler sig gode nok.

Prins Joachim får også kritik for ikke at have taget drengene med ud af kirken efter dåbsceremonien.

12-årige Nikolai og niårige Felix måtte derfor halvløbe efter deres far for at nå med, skriver Se og Hør.

- Jeg tror, den royale familie oplever, at man skal markere nogle tydelige lidt traditionelle gammeldags værdier, siger Per Schultz Jørgensen.

Han mener, at valget er taget i god mening, men at tankegangen er ude af trit med den generelle samfundsudvikling.

Kilde: Se og Hør

via Listen To News