Bagmænd lover: Gabestok-side bliver uden hetz
"Det er ikke sagsbehandlerne, der bestemmer reglerne. Vi vil ikke hænge folk ud personligt," siger Michael Harly. Foto: Colourbox
Det er ikke den enkelte sagsbehandler eller kursusleder, der skal i offentlig gabestok, forsikrer leder bag nyt projekt.

Projektet Ledige Uddeler Smiley vil vurdere jobcentre og jobfirmaer på kvalitet.

Håbet er, at hjemmesiden kan blive et værktøj, så arbejdsløse kan vælge det rigtige firma.

"Man får valget mellem flere udbydere, men man kender jo dem ikke, og så det er svært at vælge den bedste,” siger Michael Harly – en af idémændene bag projektet.

Men hvad gør man for at undgå snyd, og hvordan undgår man, at det bliver en offentlig gabestok?

Hetz er er ikke velkommen

Avisen.dk har spurgt projektleder Michael Harly.

Hvordan vil I sikre jer, at vrede arbejdsløse ikke bare opretter flere konti og hetzer et bestemt jobfirma?

"Det er svært at sikre folks identitet på nettet uden at komme på kant med persondataloven, men vi er godt opmærksomme på udfordringen. Vi er ved at finde en løsning."

Hvordan vil I sikre jer data nok til, at vurderingerne kan blive nogenlunde repræsentative?

"Vi har endnu ikke løbet kampagnen i gang. Snart bliver siden sendt ud til alle arbejdsløse i Prosa og Min A-kasse. Det kan skabe mere momentum."

Sagsbehandlerne er ikke skurke

I skriver på hjemmesiden, at personangreb ikke tolereres. Hvorfor det?

"Det er ikke sagsbehandlerne, der bestemmer reglerne. Vi vil ikke hænge folk ud personligt. Derfor går vi indlæggene igennem og sørge for at slette dem, hvis der er nogen, der bryder reglerne."

Hvorfor er det kun jobcentre og jobfirmaer, men ikke a-kasser, der skal vurderes?

"A-kasserne har først lige overtaget ansvaret for ledige i første ledighedsperiode fra jobcentrene. Derfor må vi lige overveje, hvordan de skal komme med."