Det skal du blive for at tjene 28 millioner
Hvis du vil tjene 28,1 mio. kroner igennem et helt liv, så må du finde medicinbøgerne og den hvide kittel frem. (Foto: Foto: Colourbox)
Se de ti job, der giver dig den højeste livsindkomst.

Det betaler sig på sigt at tage en lang uddannelse, selvom det betyder et flerårigt sparsomt studieliv på SU.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik beregnet hvor du tjener mest fra det 18. til det 80. år med forskellige uddannelser.

Her er de 10 bedst indtjenende grupper. Vi begynder nedefra:

10. Dyrlæger og diplomingeniører: Livsindkomst: 17,7 mio. kr.

Det tager fem et halvt år at blive dyrlæge. Som dyrlæge kan du arbejde som praktiserende dyrlæge, som rådgiver inden for landbruget eller med forskning i medicinalbranchen.

Diplomingeniøruddannelsen tager tre et halvt år. Der findes mange forskellige former for diplomingeniører. For eksempel kan man blive diplomingeniør inden for elektronik (elektro), it, produktion og bygning.

9. Matematikere og fysikere: Livsindkomst: 18,1 mio. kr.

Det tager fem år at blive matematiker eller fysiker.

Som matematiker kan du arbejde i private virksomheder med for eksempel økonomi, telekommunikation, bankdrift eller it. Derudover kan du selvfølgelig også blive matematiklærer.

Fysikere er begyndt at blive anvendt i finansverdenen, hvor de kan sige noget om, hvordan aktiekurserne vil svinge i fremtiden. Derudover anvender man ofte fysikere til programmering i it-branchen eller til olieefterforskning.

8. Maskinmestre, officerer i Forsvaret: Livsindkomst: 18,5 mio. kr.

Det tager mellem tre til fire og et halvt år at uddanne sig til maskinmester, afhængigt af om du har en erhvervsuddannelse eller gymnasial baggrund. Som maskinmester kan du både specialisere dig inden for maritime fag eller du kan læse til maskinmester i fag, der er rettet mod job på landjorden.

Det tager fire år at uddanne sig til officer i Forsvaret. Efter endt uddannelse udnævnes man til premierløjtnant og kan anvendes i Forsvaret på laveste lederniveau.

7. Handelsbachelorer (HA): Livsindkomst: 19,7 mio. kr.

En bachelor i erhvervsøkonomi (HA) tager tre år. Du vil ofte arbejde med økonomiske analyser, organisationsudvikling eller budgetlægning. Du kan selvfølgelig også tage en kandidat i handel, ledelse, kommunikation eller andre handels- og business relaterede overbygninger.[pagebreak]

6. Forskere: Livsindkomst: 20,6 mio. kr.

Forskere er ofte universitetslærere, der er ansat som videnskabeligt personale ved universiteterne. Her kan du som professor arbejde med både forskning, formidling og undervisning.

Flere forskere underviser og vejleder de studerende og afholder eksamen. Du bliver forsker ved at have en kandidatgrad. Med en kandidatgrad i hånden, kan du også vælge at tage en treårig ph.d., som er en decideret forskeruddannelse.

5. Civilingeniører: Livsindkomst: 20,8 mio. kr.

Det tager fem år at blive civilingeniør. Det kræver en treårig diplomingeniøruddannelse at komme ind på kandidatuddannelsen som civilingeniør. Som civilingeniør kan du få job i store ingeniørfirmaer, men også i konsulentbureauer.

4. Jurister og politologer: Livsindkomst: 22,4 mio kr.

Det tager fem år at blive uddannet jurist. Størstedelen af jurister arbejder med sagsbehandling inden for offentlig forvaltning eller som juridiske rådgivere i private virksomheder, interesseorganisationer eller faglige organisationer.

Kun omkring en tredjedel af juristerne er advokater og under hver 10. arbejder inden for retsvæsnet.

Det tager fem år at blive kandidat i statskundskab (cand.scient.pol.).

Du kan blive alt fra statsminister som Helle Thorning-Schmidt, over chefredaktør som Tøger Seidenfaden til chef i kommunerne.[pagebreak]

3. Tandlæger og farmaceuter: Livsindkomst 22,5 mio. kr.

Tandlægeuddannelsen er femårig. Du kan blive selvstændig tandlæge, undervise eller forske.

Det tager også fem år at blive farmaceut. Du arbejder inden for medicinalindustrien, biotekindustrien eller på sygehuse og apoteker. Du har også mulighed for at lede driften af et apotek og dermed få titlen som apoteker.

2. Økonomer: Livsindkomst; 23,2 mio kr.

Cand.polit. eller cand.oecon. tager fem år.

Økonomer arbejder i organisationer eller store virksomheder inden for industri, handel eller service. De bliver typisk personalechefer eller markedsanalytikere. De kan også arbejde i det offentlige, blandt andet som handelsattacher.

1. Læger: Livsindkomst: 28,1 mio. kr.

Det tager seks år at læse til læge og derudover kræver det et års klinisk basisuddannelse - den tidligere turnus.

Herefter skal du beslutte dig for i hvilken retning du vil specialisere dig. Specialiseringen tager fem år. En egentlig sluttitel får du først efter uddannelsen til speciallæge.

Tallene viser den disponible livsindkomst fra man er 18-80 år.

Kilde: Arbejdernes Erhvervsråd på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata (2010). Uddannelsesguiden.dk, Forsvaretsuddannelser.dk, cbs.dk/Uddannelse, ku.dk/bacheloruddannelser

via Listen To News