Staten til krigsveteranen Heine: Undskyld!
Arbejdsskadestyrelsen siger undskyld til krigsveteran, men en afklaring må han kigge langt efter. Rikke Dyrberg
Arbejdsskadestyrelsen beklager, at krigsveteran ikke har fået klart svar.

Da krigsveteranen Heine Sinkbæk Andersen blev sendt hjem fra krigene på Balkan i 90'erne var det med en lurende psykisk sygdom i rygsækken.

Flere læger har siden sagt, at han lider af post-traumatisk stress (PTSD). Alligevel er sagen trukket i langdrag i Arbejdsskadestyrelsen, der skal tage stilling til hans erstatning.

Avisen.dk har spurgt Merete Roos, der er faglig chef i Arbejdsskadestyrelsen, hvad der er gået galt i Heine Sinkbæk Andersens sag.

200 sager med to års ventetid

Loven siger, at sagsbehandlingen af en arbejdsskade maksimalt må vare et år. I Heine Sinkbæk Andersens tilfælde har sagen varet over to år. Hvorfor har I ikke givet manden et svar?

"Jeg kan godt forstå, at han undrer sig over, at der er gået så lang tid, men skaden er anmeldt i 2009 - det vil sige 13 år efter hans mission - og det er kompliceret at oplyse en sag, der så gammel."

Men to år... Kunne I ikke have oppet jer lidt?

"Jo, det er ønskværdigt med en god og hurtig sagsbehandling. Derfor vil jeg også beklage, at vi stadigvæk ikke har en afgørelse til ham. Jeg vil gerne understrege, at det også er tilfældet for langt de fleste sager, idet den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er fem måneder. Vi har under 200 sager, der har varet i over to år. Det er selvfølgelig 200 for mange, men vi forsøger hele tiden at få tallet bragt ned."

Stribevis af selvmordsforsøg bag sig

Men Heine Sinkbæk Andersen har en psykiaters ord på, at han er PTSD-ramt inden for et halvt år efter hjemkomsten. Faktisk var han indlagt på en psykiatrisk afdeling. Burde det ikke være en smal sag at finde ud af, hvad der er op og ned i en sag som hans?

"Vi har ikke tvivlet på, at Heine Sinkbæk Andersen er syg. Det er han. Det, vi har været i tvivl om, er, hvorvidt han har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofe-agtige begivenheder, som der står i vores definition af diagnosen. Vi kan se, at der har været tale om en belastning, men det er ikke ensbetydende med, at han lider af PTSD. Han kan også have en anden psykisk lidelse."

Manden er psykisk sårbar. Faktisk har han en stribe selvmordsforsøg bag sig. Kan du ikke forstå, at det er belastende for en mand som ham at befinde sig i en syltekrukke?

"Hans sag bliver ikke syltet, men jeg kan godt forstå, at ventetiden er belastende for ham. Omvendt må vi også være sikre på, at oplysningerne i sagen er rigtige."

Føler sig som ludobrik

Heine Sinkbæk Andersen undrer sig også over, at han selv har måttet finde vidner til hans 15 år gamle sag. Det er jo Arbejdsskadestyrelsens pligt at oplyse sagen. Er det dovenskab, der gør, at I lader soldaten løfte en stor del af bevisbyrden?

"Nej, det er helt normalt, at vi beder om bekræftelse af den tilskadekomnes forklaring. Hvis arbejdsgiveren - i det her tilfælde Forsvaret - ikke kan bekræfte forklaringen, beder vi den tilskadekomne om navne på vidner, der kan. Det er for at den tilskadekomne selv har indflydelse på, hvilke vidner der høres."

Er det ikke meget forlangt, når den tilskadekomne er psykisk syg, og skaden er 15 år gammel?

"Reglerne er de samme for alle."

Heine Sinkbæk Andersen føler sig som en ludobrik, fordi han bliver rykket rundt mellem forskellige teams og sagsbehandlere uden at få at vide, hvad der sker i sagen. Hvad siger du til den kritik?

"Jeg kan ikke forklare, hvorfor hans sag er blevet flyttet fra team til team. Det burde ikke have en betydning for kvaliteten og varigheden af sagsbehandlingen. Med hensyn til kommunikationen har den ikke været god nok, når Heine Sinkbæk Andersen føler sig som en ludobrik i vores hænder."

Heine: Det er umenneskeligt

Hvornår kan Heine Sinkbæk Andersen forvente at få en afgørelse?

"Sagen skal op i Erhvervssygdomsudvalget. Her vil repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, Sundhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet bestemme, om hans sag skal anerkendes eller ej. Jeg kan i sagens natur ikke sige, hvad konklusionen bliver, men jeg håber, at sagen er afsluttet omkring årsskiftet."

Da Avisen.dk fortæller Heine Sinkbæk Andersen, hvad Arbejdsskadestyrelsen har sagt, lyder hans reaktion sådan her:

"Jeg er chokeret. I efteråret 2010 fik jeg at vide, at Arbejdsskadestyrelsen ville sætte punktum i min sag inden årsskiftet. Nu er der gået et år mere, og der er stadigvæk ikke sat noget punktum. Hvis jeg får et nej og anker, vil det jo vare en lille evighed, før min sag er færdigbehandlet. Det er umenneskeligt, og det vil ikke undre mig, hvis veteraner som mig har taget billetten, fordi Arbejdsskadestyrelsen holder dem for nar."