Designercykler koster forsikringerne kassen
Der sælges over en halv million cykler årligt herhjemme. En stigende del af salget er dyre designercykler. Foto: www.colourbox.com
Cyklen skal være en dyr designermodel, og det koster mange millioner for forsikringsbranchen. Trods færre cykeltyverier udbetales der mere.

Den militær-grønne bedstefarcykel med tre gear er yt. Danskerne vil trille gaderne tynde på dyre designercykler, som giver løftede øjenbryn.

Der sælges årligt over 500.000 cykler herhjemme, og en stigende andel af cykelsalget er dyre tohjulede designerprodukter.

"Den gode gamle bedstefarcykel bliver i stigende grad udskiftet, for cyklen er blevet et statussymbol. Der er flere, der køber dyrere designercykler, så man kan vise sig frem på caféen," siger Erik Oddershede, der er direktør for Danske Cykelhandlere, til Newspaq.

Han fortæller, at landets cykelhandlere oplever, at flere køber cykler helt op i 20.000 kroners klassen.

Cyklisternes hang til hundedyrt design på to hjul er dog en dyr forretning for forsikringsselskaberne.

"Folk anskaffer sig generelt dyrere cykler, og derfor skal der også udbetales mere i forsikring, når cyklen bliver stjålet," siger Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent i Forsikringsoplysningen i Forsikring & Pension.

I 2009 udbetalte forsikringsselskaberne i gennemsnit 3.737 kroner pr. anmeldte cykeltyveri. Det tal steg sidste år til 3.811 pr. cykel. Det skete til trods for at 2010 bød på 9.000 færre stjålne cykler end i 2009.

"Samlet set er vi rigtigt glade for, at antallet af stjålne cykler er nedadgående. Det er jo færre anmeldte skader. Desværre, så er udbetalingen til den enkelte anmeldelse steget," siger Riccardo Krogh Pescatori.

Han glæder sig alligevel over, at danskerne er blevet bedre til at holde tyven fra cyklen.

"Danskerne er generelt blevet bedre til at sikre deres cykler. Der er blevet lyttet til de råd, som vi har givet. Det er ikke nok kun med den godkendte lås, man bør også låse cyklen fast til noget," siger forsikringskonsulenten.

Sidste år udbetalte forsikringsbranchen næsten 203 millioner kroner i erstatning for stjålne cykler. Ifølge Forsikringsoplysningen vælger mange at tegne ekstraforsikring på de ekstra dyre cykler.