Professor: Forbyd giften styren
Lajla Wilkenskjeldt er 47 år og var ansat på LM 2001-2009. Hun har oplevet at få akut styrenforgiftning og eksem på kroppen. "Der var alt for høje styren-værdier, da jeg begyndte. Jeg husker smagen af marcipan i munden". Morten Germund, Berlingske Tidende.
Eksperter er chokerede og kalder gift-sagen for en stor skandale: Forbyd giften styren, når hverken påbud, politianmeldelser eller bøder virker, siger professor, der vil have sagen kulegravet af uafhængige eksperter.

Når vindmølle-firmaet LM Wind Power igennem mange år kan få 35 påbud og bøder på 140.000 kroner, uden arbejdsmiljøet bliver forbedret, er der noget helt galt.

Det siger professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.

"Når en virksomhed, der tjener 5 mia. kr. om året, kalkulerer med at få bøder og påbud, imens problemerne fortsætter, så er der kun et at gøre: Forbyd styren," siger professoren fra Aalborg Universitet, der kalder LM's ageren for "kynisk og moralsk forkastelig".

I går fastslog Arbejdstilsynet i en redegørelse til Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), at LM Wind Power har haft alvorlige og tilbagevendende problemer med arbejdsmiljøet. Ministeren er vred på LM, men tvivler samtidig på, at Arbejdstilsynet har gjort nok for at stoppe problemerne. Samme bekymring har flere arbejdsmiljøeksperter, Avisen.dk har talt med.

 

"Fuldstændigt grotesk svigt"

Konkurrenterne Vestas og Siemens har for mange år siden droppet styren og bruger i stedet epoxy, når de skal lave vindmøllevinger. LM Wind Power bruger stadig styren i sine vinger.

Styrens skadelige virkninger, hjerneskader, lungesygdomme og risiko for kræft, har været kendt siden 1980'erne. I 1990'erne førte Arbejdstilsynet store kampagner under overskriften:
"Styr på Styrenen".

"Derfor virker det fuldstændigt grotesk og oldnordisk, at virksomheden kan modtage de samme typer påbud om styren år efter år fra Arbejdstilsynet. Når LM får syv påbud i 2010 om alvorlige problemer med styren, så er der også tale om et myndighedssvigt. Det er ekstra problematisk og minder mig om skandaler fra 1970'erne," siger Flemming Ibsen.

Han sammenligner gul gift-sagen med kviksølv-skandalen på Grindsted-værket, der foregik i 1950-1980, men først blev afsløret i 2008, samt sagen om kræftsyge asbestarbejdere på Dansk Eternit Fabrik i Ålborg fra 1975.

 

"Sagen bør kulegraves"

"Den her gift-sag er en skandale og kan ende med at blive en meget stor skandale, som vi ikke har set magen til siden 1970'erne."

"Derfor bør sagen undersøges til bunds. Det er ikke godt nok, at Arbejdstilsynet undersøger sig selv og laver redegørelser til ministeren. Der må uafhængige kræfter til. Sagen bør kulegraves af uafhængige eksperter."

Foreløbig afventer Inger Støjberg en ny redegørelse fra Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen. Her vil hun blandt have svar på, om de to myndigheder har arbejdet godt nok sammen, samt om tilsynet har haft et godt nok overblik over LM's 13 danske fabrikker, der alle har modtaget påbud om styren-farer.

”Det er ekstra vigtigt, at vi i Danmark forbyder styren og får undersøgt sagen til bunds, så vi kan forebygge lignende skandaler i udlandet,” mener professor Flemming Ibsen.

Han henviser til, at LM Wind Power stadig har cirka 300 ansatte, der stadig arbejder med styren i Danmark samt over 5.000 ansatte, der laver vinger i Indien, Kina, USA og andre lande.

FAKTA

Arbejdstilsynet har siden 1995 udstedt 35 påbud for giftige styrendampe, heraf syv sidste år. Flere LM-arbejdere ønsker en undskyldning fra LM og en undersøgelse af langtidsvirkningerne på deres helbred. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har nu igangsat en helbredsundersøgelse og modtog  i dag en redegørelse fra Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen.

 

ANMELD DIN SYGDOM:

Alle nuværende og tidligere LM-ansatte, der er syge eller har været syge, skal hurtigst muligt kontakte Arbejdsskadestyrelsen via:


- Telefon 72 20 60 00. Sig du skal tale med chefkonsulent Rikke Nissen, der er kontaktperson i den særlige enhed, der skal undersøge LM-ansatte.

- Eller send e-mail til ask@ask.dk – Att. Rikke Nissen.

- Du kan også selv anmelde din sygdom eller arbejdsskade via Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside: www.ask.dk. Her er et Link
til en online anmeldelsesblanket.


- Du kan også gå til din egen praktiserende læge. Lægen har pligt til at anmelde din sygdom eller arbejdsskade.

- Gå til fagforening, der kan hjælpe dig med at føre en sag.

"Vi vil virkelig opfordre alle til at ringe til os, hvis de har en mistanke om, at deres helbred kan være påvirket af arbejdet for LM Wind Power (LM Glasfiber)," siger Birgitte Lyhne Broksø, pressechef i Arbejdsskadestyrelsen.

 

Tip os om LM

Har du arbejdet for LM Glasfiber (LM Wind Power), eller har du et tip om LM, så skriv til journalisterne, der står bag sagen: Jens Peter Kildevang: jens@avisen.dk eller tlf. 27 13 65 50. Eller kontakt journalist Morten Frich: mnf@berlingske.dk