Klamme ting i fødevarerne Myndigheder: Kræftrisiko på Burger King
Burger King i opgør med myndighederne i en sag om kræftfremkaldende stoffer i bøfferne.

De populære ”flammegrillede burgere af 100 procent oksekød”, der serveres hos Burger King, kan være så kræftfremkaldende, at mange tusinde burgerspisende danskere har været udsat for sundhedsfare.

Så klar var konklusionen fra eksperter i den danske fødevarekontrol, der flere gange gennem 2009 og 2010 har afsløret et alt for højt indhold af nogle giftige kemiske forbindelser i fastfoodkædens bøffer.

Avisen.dk kan i dag afsløre, at fødevaremyndighederne gennem mange måneder var bekymret for Burger Kings gæster, som spiste de bøffer, der blev grillet ved for høje temperaturer under ild.

Kunderne blev udsat for de samme kræftfremkaldende stoffer, som man også udsættes for ved at spise forkullet kød tilbedt på en havegrill.

”… fødevaren må betragtes som sundhedsskadelig,” konkluderede fødevarekontrollen, der bl.a. gav Burger King en bøde og besked på, at nedbringe mængden af de kræftfremkaldende stoffer.

”Dette er yderligere begrundet i, at dele af befolkningen ofte spiser burgere,” skrev fødevarekontrollen, der godt kunne se, at sagen også kunne være skadelig for Burger King.

"Hvis journalister..."

Interne dokumenter, Avisen.dk har fået aktindsigt i, afslører, at Fødevarestyrelsen var meget opmærksom på, at det kunne være til stor ulempe for Burger King, hvis omverden opdagede, at kunderne kunne blive udsat for en risiko.

To embedsmænd i Fødevarestyrelsen skrev til hinanden:

"Hvis journalister finder ud af, at Burger King synes det er okay med et indhold på 40 mikrogram/kg af benco(a)pyren, som er kræftfremkaldende og genotoksisk, så tror jeg ikke de får mange kunder i butikken – der er jo ikke problemer i de andre kæder."

Benco(a)pyren er et farligt tjærestof, og 'genotoksisk' betyder, at stoffet kan skade menneskecellers DNA.

Strittede i mod

Men Burger King strittede imod og argumenterede for, at bøfferne måtte indeholde en langt større mængde af de giftige stoffer, end Fødevarestyrelsens kontor for kemisk fødevaresikkerhed tillod.

Burgergigantens advokat opfordrede i et 10 sider langt brev indtrængende til, at fødevarekontrollens afgørelse med bekymringer om sundhedsfare ikke skulle komme til offentlighedens kendskab.

Det skete bl.a. med henvisning til, at det "kan føre til uoprettelig skade på Burger Kings omdømme og føre til uopretteligt tab af kunder," som advokaten skrev til fødevaremyndighederne.

Klagen fra Burger King blev behandlet i en klageinstans helt oppe i fødevareminister Henrik Høegs (V) departement.

Det endte med, at Burger King fik sin vilje. Afgørelsen blev ikke offentliggjort.

Læs også: Myndighed droppede sag mod Burger King

Undervejs i forløbet betalte Burger King bøden fra Fødevarestyrelsen.

Og selv om Burger King argumenterede for, at der måtte være langt flere farlige stoffer i bøfferne, end myndighederne tillod, gjorde fastfoodkæden en stor indsats for at rette sig efter myndighedernes krav om at nedbringe mængden af kræftfremkaldende stoffer.

Den amerikanske fastfoodkæde afviser at stille op til et interview, men dirftschef Luca Zucchini bedyrer i en e-mail til Avisen.dk, at der aldrig har været - eller er – sundhedsfare.

"Hos Burger King® er vi eksperter i fødevaresikkerhed og har meget strenge procedurer, der sikrer, at al mad serveret på Burger Kings® restauranter altid har været og altid vil være sikkert," skriver han.

Læs også: Burger King: Vi er eksperter

 

 


Giftige stoffer

De giftige tjærestoffer bliver dannet under grilning og røgning og sætter sig i kødet. Stofferne er blandt andet kræftfremkaldende og skader arveanlæggene.