Ekspert: Irak-løgn ændrer intet
Der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak, og det får ikke konsekvenser, at et hovedvidne løj om det. Foto: LIU JIN/AFP
En central kilde i krigen mod Irak har løjet om masseødelæggelsesvåben. Det får dog ingen konsekvenser hverken for Danmark eller USA.

Det var et personligt had til Saddam Hussein og diktatorens regime, som fik et af USAs kronvidner Rafid Ahmed Alwan al-Janabi til at lyve om masseødelæggelsesvåben i Irak.

Det indrømmer hovedpersonen, men selvom indrømmelsen er endnu et søm i kisten for amerikanernes grundlag for at bekrige Irak, får det ingen konsekvenser.

Sagen er dog ikke god for efterretningsvæsenet, mener ekspert.

"I dag har det ingen betydning, for Saddams styre er kollapset og man er i gang med en ny demokratiserende proces. Man må da håbe på, at det får betydning for, hvilke kilder USA og andre lande i fremtiden benytter sig af," siger mellemøstekspert Helle Lykke Nielsen fra Syddansk Universitet til Newspaq.

Al-Janabi var ikke den eneste kilde, som USAs efterretningsvæsen brugte til at indsamle information om Irak, men det er alligevel en meget pinlig sag.

"Det er klart, at selvom USA brugte mange andre kilder, så er det ikke kønt, når man benytter sig af en kilde, som vælger at gå ind og lyve. Det burde man have haft meget bedre styr på, end man havde," siger Helle Lykke Nielsen.

Herhjemme bedyrede flere ledende politikere fra Folketingets talestol, at Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Men selvom Anders Fogh Rasmussen og mange i Folketinget fulgte USAs syn på sagen, så får al-Janabis løgnehistorier heller ikke konsekvenser i det danske.

"Det er svært at forestille sig, at det her får betydning med tilbagevirkende kraft. Men man må håbe, at det danske efterretningsvæsen benyttede sig af nogle bedre kilder, når det handler om så vigtig en sag som en invasion," siger mellemøsteksperten.

Et af hovedargumenterne for at bekrige Saddam Hussein var, at han havde masseødelæggelsesvåben. Det har senere været meget svært for de allierede at finde disse våben.