Tæt på verden 100.000 døde af falsk medicin
FN skønner at falsk medicin dræber 100.000 afrikanere om året (Foto: SCANPIX/AFP/ALEXANDER JOE)
Forfalsket medicin dræber i Afrika. FN skønner, at 100.000 dør af det om året. En ny SMS-service forsøger at komme problemet til livs.

I november 2008 gav intetanende mødre i Nigeria deres børn med tandpine en sirup, de troede ville hjælpe. Men My Piking Baby Teething Mixture, som siruppen hed, var antifrostvæsken, diæthylene glykol, som bruges i køleskabe og biler. 80 babyer døde i en af Nigerias mest grusomme sundhedskatastrofer med forfalsket medicin.

Problemet med forfalsket medicin er enormt og stigende over hele verden. Verdenssundheds-organisationen (WHO) anslår, at op til 30 procent af alle lægemidler er forfalskede i Afrika, dele af Asien og Latinamerika. Den forfalskende lægemiddelindustri skønnes til at have tjent 410 mia. kr i 2010, hvilket er dobbelt så meget som i 2005.

Afrika hårdest ramt

Afrika er allerhårdest ramt. WHO mener, at 100.000 afrikanere dør om året som følge af forfalskede lægemidler. Et svagt sundhedssystem og manglende kontrolsystemer i mange afrikanske lande gør det nemt for købmænd med forfalsket medicin at boltre sig.

Efterspørgslen på medicin er stor i Afrika, fordi malaria, HIV og andre infektionssygdomme florerer. Forbrugerne er uskyldige ofre. Oftest imiteres æsker og piller, så det er svært at se forskel på ægte og ulovlig medicin.

Ifølge FNs Kontor for Narkotika og Kriminalitet er 50 til 60 procent af al medicin, der anvendes i Vestafrika forfalsket. Enten er det blandet op med ægte medicin eller er det fuldstændig uægte. Begge dele kan have fatale konsekvenser for brugerne.

Den internationale politiorganisation, Interpol, fandt over 10 tons forfalskede og ulovlig lægemidler i en stor aktion i Burundi, Kenya, Rwanda, Tanzania, Uganda and Zanzibar i sommeren 2010.

En sms er nok

En ny sms service er gået i kamp mod den forfalskede medicin. Konceptet er enkelt: Forbrugerne skraber et ti-chifret tal af på medicinpakken, de har købt, og sender en gratis sms med nummeret. Beskeden går til en database i Irland. I løbet af et øjeblik sendes en sms tilbage til forbrugeren med 'ok', hvis produktet er ægte.

Bag servicen står Bright Simons fra Ghana, som sammen med kolleger har lavet firmaet mPedigree.

"Jeg sad og skrev om samhandlen mellem Afrika og Kina og opdagede, at salget af forfalsket medicin er ude af proportioner. Jeg ville gøre andet end at skrive om det,” siger han.

Smart koncept

mPedigree samarbejder med de vigtigste mobiloperatører i Afrika, lægemiddelindustrien og det  offentlige sundhedsvæsen. Alle er glade for konceptet, fordi det ikke alene beskytter forbrugerne, men også kan påvise, hvor der findes ulovligt medicin. Det gør det nemmere for myndighederne at slå ned.

Projekter blev testet i Ghana i 2008 og er nu ved at starte op i Niger, Tanzania, Kenya, Uganda og Cameroun.

Servicen er smart, fordi mange afrikanere er vant til at bruge mobil (antallet af mobilbrugere i Afrika steg fra 16 millioner i 2000 til 376 millioner i 2008). Samtidig er de vant til princippet med at skrabe (de fleste afrikanere bruger taletidskort). Forsøget i Ghana viste også, at de mange analfabeter hurtigt lærer at bruge sms-servicen, selv om de hverken kan læse eller skrive.

Mpedigree har modtaget flere priser i løbet af det sidse års tid. Senest vandt den førsteprisen i det franske NetExplorateur, hvor forretningsfolk, journalister og videnskabsmænd, vurderer de mest trendsættende innovationer indenfor teknologi.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.

via Listen To News