Irakiske tolke forlader Danmark igen
Irakiske tolke på arbejde i Irak - her med amerikanske soldater. Arkivfoto: GettyImages
Irakiske tolke kan ikke få job her i landet - de vender tilbage til Irak, selvom det kan være farligt.

Det er i dag præcist ét år siden, at de første irakiske tolke kom til Danmark.

Og nu er de på vej ud igen.

Det oplyser DR Nyheder, der har talt med 17 af de irakiske tolke. De er alle på vej til Irak, for det har ikke været muligt at få et job i Danmark, siger de.

- Det er et chok for os. Vi har ikke kunnet få noget arbejde... Vi har ikke nogen anden mulighed. Vi vil tage tilbage til Irak, fortæller en af de Irakiske tolke til DR Nyheder.

Kan være farligt

Han ved dog godt, at det kan være farligt for tolkene, der har arbejdet for det danske militær i Irak - og dermed er et muligt mål for gengældelsesangreb.

12 ud af 13 tolke, der er uddannet ingeniører har ikke fundet et job. Og den sidste er i et praktikophold på seks måneder.

- Jeg tænker, at det er brandærgerligt, at det er nået dertil. Vi har her at gøre med en gruppe af mennesker, som har gjort noget særligt for Danmark. Og som jeg føler, vi har en forpligtigelse til at gøre noget særligt overfor, siger næstformand i Ingeniørforeningen, Trine Skou Tindborg, til DR Nyheder.

faktaboks
via Listen To News