Forbund vil vælte Løkke med Obama-kampagne
3F vil have 20.000 medlemmer på gaden og føre valgkamp for Villy Søvndal (SF) og Helle Thorning-Schmidt (S). Henning Bagger/Scanpix
20.000 medlemmer skal føre valgkamp og hjælpe Helle og Villy til magten

De har hentet inspirationen i Amerika - men sejren skal hentes på bl.a. Amager.

Fagforbundet 3F vil gøre USA's præsident Obama kunsten efter. Han vandt en jordskredssejr ved at stemme dørklokker overalt.

I Danmark skal de enkelte 3F-afdelinger sætte 'manpower' bag Thornings og Søvndals kampagne for en ny regering.

I alt 20.000 frontkæmpere skal være klar til at stemme dørklokker og føre valgkamp fra maj og - som noget helt nyt - skal de 78 lokale afdelinger  ’adoptere’ lokale kandidater fra de tre partier på venstrefløjen - Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Det vil sige, at kandidaterne bliver en del af afdelingernes valgkamp.

”Det bliver helt anderledes end tidligere valg. Jeg vil ikke afsløre alle vores planer overfor vores modstandere, men vi har et højere ambitionsniveau,” siger Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F.

Obama

Fagforbundet, der med 320.000 medlemmer er Danmarks største, har samtidig nedsat et valgkampsekretariat. Og der er afsat fem millioner kroner til at støtte aktiviteter i valgkampen.

”3F har sat gang i en kæmpe valgmaskine, der skal mobilisere frivillige til at føre valgkamp. Det er en meget større valgkamp, de sætter i værk, med mange flere ressourcer end tidligere,” vurderer professor fra Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, der er ekspert i fagbevægelsen.

Planen om, at medlemmerne skal diskutere politik på danskernes dørtrin, er ikke grebet ud af den blå luft. Den er hentet fra den anden side af Atlanten, fra USA, påpeger Flemming Ibsen.

Nye tider

”De har hentet inspiration fra Obamas valgkamp. Det er en helt ny måde at føre valgkamp på,” siger han.

Tidligere gav fagbevægelsen store summer til Socialdemokraterne for at støtte deres valg. Men nu er støtten fra 3F ikke så meget kontanter, men aktiviteter fra 3F’s medlemmer og ansatte. Og støtten går denne gang også til SF og Enhedslisten.

”Venstre og Konservative har langt flere penge, som de får fra erhvervslivet. Men her bliver der sat menneskelige ressourcer af,” siger Flemming Ibsen.

Ved lufthavnen

Hos 3F-afdelingen i Kastrup har de adopteret Villy Søvndal (SF), Karen Hækkerup (S) og Johanne Schmidt-Nielsen (Ehl) og har planer om at holde debatmøder med kandidaterne på en række arbejdspladser fra nu og frem til valget.

”I de kvarterer, hvor vi kan se, at der er mange stemmer at hente, vil vi gå ud og banke på dørene og sige, at vi vil have en ny regering,” fortæller Frank Vid Stein, der er næstformand for 3F Kastrup og ansvarlig for afdelingens valgkamp.

Mange folk i området stemmer på Dansk Folkeparti, så der er mange stemmer, der bør flyttes, siger han.

Personlige stemmer

En vigtig del af planen i Kastrup og resten af landet er, at 3F'ere skal arrangere debatter i kantinen på deres arbejdsplads - ofte med de ’adopterede’ kandidater. Det er den personlige kontakt, der kan flytte stemmer, lyder logikken.

”Det gælder ikke om at bruge en masse penge. I stedet skal vi have engageret en masse mennesker. Vi mærker en politisk bevidstgørelse og et ønske om et politisk systemskifte, både hos vores tillidsfolk og hos medlemmerne,” siger Poul Erik Skov Christensen.