Venstreminister skred fra bøfregning
Venstreministeren kan godt lide tornados og rødvin. Men han glemmer bare at betale for regningen sommetider. Foto: Folketinget
Transportministeren spiste og drak, men glemte af betale for gildet. Restauratøren måtte rykke 12 gange for pengene, før der skete noget.

1.034 kroner.

Så meget lød regningen på, da transportminister Hans Christian Schmidt (V) lagde kniv og gaffel og rødvinsglas fra sig på Hereford House på Vester Voldgade i København. En herlig middag med tornados og spiritus.

Men pengene blev bare aldrig betalt, skriver Ekstra Bladet.

Restauratøren Allan Jønsson sendte regningen elektronisk til Transportministeriet dagen efter, men hørte intet i to uger. Så rykkede han telefonisk for pengene hele 12 gange - uden held. Først da han rasende kontaktede pressen skete der noget.

"Jeg føler, at ministeriet pisser på mig. I hvert fald 12 gange har jeg ringet og bedt dem betale regningen, men jeg har fået et beskidt svar hver gang. Og så bare fordi Ekstra Bladet sender en mail, så kommer straks en mand i jakkesæt rendende," siger Allan Jønsson.

Transportministeriet beklager fejlen:

"Regningen fra Hereford House har cyklet alt for længe rundt i vores elektroniske fakturasystem frem for at blive betalt i ordentlig tid. Det er ikke i orden," meddeler en afdelingschefen pr. mail til Ekstra Bladet.