Dansker vinder stor filmpris
Prisen går til folkene bag Submarino: Thomas Vinterberg (billedet), manuskriptforfatter Tobias Lindholm og producer Morten Kaufmann. Foto: Scanpix, Reuters, Christian Charisius
Thomas Vinterberg løber med Nordisk Råds Filmpris 2010.

En barsk historie om to brødre på vej mod selvdestruktion og med hver deres tragiske spøgelser fra barndommen med i bagagen.

Det er tilsyneladende noget, der falder i juryens smag. Nordisk Råds Filmpris går i år til instruktør Thomas Vinterberg for filmen Submarino.

"Submarino er en barsk, men også dybt rørende historie om to brødre, der er knyttet sammen af en skæbnesvanger barndom," lyder det blandt andet i begrundelsen for tildelingen af den eftertragtede pris.

Submarino har Jakob Cedergren i hovedrollen og havde dansk premiere i marts. Og instruktøren bag værket har flere grunde til at glæde sig over den nordiske pris.

"Jeg er meget glad for og stolt over at modtage Nordisk Råds Filmpris," fortæller Thomas Vinterberg i en pressemeddelelse, hvor han også siger:

"Prisen opfatter jeg i øvrigt ikke alene som en påskønnelse af os bag Submarino, men af dansk film i det hele taget. En udmærkelse, der bekræfter styrken i og nødvendigheden af at skabe og støtte danske film ud fra kunstneriske kriterier."

Prisen gik sidste år til Lars von Trier for Antichrist, mens folkene bag 'Kunsten at græde i kor' vandt hæderen i 2007.