Veninde til dræbt kvinde: Det var ikke æresdrab
En pakistansk kvinde i traditionel Burka. Arkivfoto: GettyImages
En nær veninde til den 31-årige dræbte dansker i Pakistan siger, at drabet er en familietragedie. Ikke et æresdrab.

Der var ikke had i familien. Der var ikke utroskab. Der var ikke grund til et æresdrab.

Så da en 31-årige danskfødt kvinde med pakistansk baggrund blev dræbt for næsten to uger siden i Pakistan, så var det en familietragedie.

Det fortæller den nærmeste veninde til den dræbte i et længere interview med Politiken.

- Det (æresdrab, red.) er en typisk undskyldning. Det er meget nemt at sige. Hvis man vil slippe nemt over sådan en sag, så siger man bare, det er æresdrab. Det er velkendt, siger hun i interviewet.

Ville flytte tilbage til Danmark

Veninder beskriver en familie, der havde et godt forhold til hinanden, var religiøse og gik meget op i børneopdragelse. Der var været spekulationer i pressen om, at hendes mand i Danmark havde arrangeret det såkaldte æresdrab, men den køber veninder ikke.

- De var meget glade for hinanden og talte i telefon tre-fire gange om dagen, siger hun.

Den 31-årige kvinde havde selv valgt at tage til Pakistan for at familiens børn skulle lære at kende deres familie dernede.

Det var meningen, at hun senere ville flytte tilbage til Danmark.

- Hun havde sine egne holdninger og meninger. Hun læste danske aviser og fulgte med på internettet. Vi diskuterede alle mulige ting. Dansk kultur, børneopdragelse og udviklingen i samfundet, siger veninden.

faktaboks

Dræbt i Pakistan

Den 31-årige dansk-pakistanske kvinde Tahira Tabassum blev skudt og dræbt af sin mands lillebror i svigerfamiliens hjem i Kharin i Pakistan 19. juni.

Omstændighederne omkring drabet undersøges nu af pakistansk politi.

Mandens lillebror har erkendt drabet, oplyser pakistansk politi.

via Listen To News