Ingen terrorsigtelse mod bombemanden
Her ses Lors Doukaev, da han købte et nintendospil, der højst sandsynligt skulle bruges til at bygge bomben tiltænkt Jyllands-Posten i Århus. Foto: Københavns Politi
Anklageren ved dagens retsmøde om eksplosionen på Hotel Jørgensen oplyser, at sigtelsen mod Lors Doukaev er uændret.

Han blev selv såret voldsomt i hovedet, da hans hjemmelavede brevbombe sprængte på Hotel Jørgensen.

Men selvom bomben ifølge Københavns Politi var tiltænkt Jyllands-Postens redaktion i Århus, så oplyser anklageren ved dagens retsmøde i sagen, Jens Rasmussen, at Lors Doukaev fortsat ikke er sigtet for terror. Det skriver tv2.dk.

Lors Doukaev ankom ifølge hjemmesiden humpende på krykker, iført hvide hospitalsbukser og en slidt sort hættetrøje. Og dommeren i sagen besluttede, at tjetjeneren forsat skal være varetægtsfængslet i isolation som hidtil.

Sidst politiet holdt pressebriefing om sagen var i fredags, hvor efterforskningsleder Svend Foldager fremviste de metalkugler, der skulle have foret en TATP-bombe, og på den måde udrette yderligere skade ved eksplosionen.

Men selvom politiet arbejder med efterforskningen som en terrorsag, så er Lors Doukaev altså endnu ikke sigtet for dette.