Myten om mødommen punkteret
Der er blevet sagt mangt og meget om den omdiskuterede jomfruhinde, men faktisk findes den slet ikke

Mænd, som praler af alle de jomfruhinder, de har berøvet unge piger, har nu mindre at snakke om, når gutterne samles.

De findes nemlig slet ikke, slår gynækologer og jordemødre fast.

Det, som man hidtil har antaget var jomfruhinden, er i stedet en slimhinde, som kvinder har hele livet. Den sidder som en ring i skedeindgangen, forklarer overlæge på Hillerød Hospital Nini Møller.

»Det er slimhinden, der kan give anledning til den blødning, som er frygtelig vigtig i nogle kulturer,« siger hun og forklarer, at kvinder, som ikke har haft sex, kan være mere snævre, hvilket kan få et lille blodkar i slimhinden til at springe.

Kun hver femte bløder

Det er blot en ud af fem kvinder, der bløder, når de har sex første gang, forklarer den svenske jordemoder Carola Eriksson, som har beskrevet myten om jomfruhinden i bogen 'Krop og Køn i medicinen'.

Hun har undersøgt, hvad jomfruhinden egentlig er, efter hun og andre jordemødre havde diskuteret, at de aldrig havde set en – heller ikke hos kvinder, som ikke havde haft sex.

Mænd vil styre kvinderne

Carola Eriksson kom frem til, at mødommen ikke findes, og at man ikke kan se på kvinder, om de har haft sex eller ej.

Hun mener, at idéen om en jomfruhinde handler om, at mænd i visse kulturer ønsker at styre og kontrollere kvinders seksualitet.

Det er netop disse kulturer, der gør, at det er vigtigt at rettet blikket mod myten om mødommen, lyder det fra formanden for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Morten Lebech.

»Det er rigtig godt at sætte fokus på emnet. Nogle piger føler sig jo presset til at få opereret en hinde for at bevise, at de ikke har haft samliv før ægteskabet.«

Mødommen skal slettes

Hele kendskabet til mødømmen er noget, der optager de fleste unge, siger sygeplejerske og informationschef hos Libresse, Ulla Rode, som står bag guiden 'Kend din Krop'.

Den får folkeskoleelever udleveret i forbindelse med seksualundervisningen.

»Derfor er det vigtigt, at vi nu kommer ud og fortæller den rigtige historie om, hvad mødommen er og ikke er,« siger hun.

faktaboks