Legoland og Billund Lufthavn i vandkaos
Legoland og lufthavnen i Billund var ved at drukne, da Falck rykkede ud. Foto: Colourbox
Falck i Billund-området skal rydde op hele natten hos virksomheder, butikker og ii private hjem.

Siden de første regndråber faldt tidligt i morges i Jylland, har Falck været i fuld gang.

Og de kan se frem til at rydde op hele natten efter de voldsomme regnbyger, der i dag har druknet Billund-området, Grindsted og Give.

"I de 25 år, jeg har været ansat i korpset, har jeg aldrig oplevet så meget vand og stå store vandskader på så kort tid," siger stationsleder hos Falck, Jimmy Andersen, til Newspaq.

I dag alene har hans Falck-korps, med en bemandingsstyrke på 50 inklusiv tyve brandmænd og Beredskabsstyrelsen, rykket ud til cirka 40 tilfælde af vandskader i området.

"Og rigtig mange af dem er store virksomheder som Lego, Billund Lufthavn, tøjbutikker, dagligvarebutikker, banker. Alle de steder, der tager lidt længere tid end et parcelhus med en kælder på 50 m2," siger stationslederen og tilføjer:

"Vi har været ude og låne ekstra støvsugere og dykpumper".

Dagens største mission var at redde Lego og dets mange fabrikker rundt om i byen, da deres produktion blev standset af vand.

I Billund Lufthavn var oversvømmelserne ved at udvikle sig kaotisk. Der var nemlig en sø af vand i de ledninger og teknik, som styrer alt lys og kommunikation i forhold til landingspladsen.

"Vi satte ind med fuld styrke, og de var heldigvis ikke nødt til at lukke lufthavnen men dirigerede i stedet nogle af flyene andre steder hen. Hvis man ikke havde grebet massivt ind, havde det gået helt galt," siger Jimmy Andersen.

En gård lidt uden for Billund, som lige var blevet moderniseret, stod i 30 til 40 centimeter vand. Og flere tøjbutikker skal ikke have brandudsalg men vandudsalg, da alt tøjet er blevet ødelagt af vand i kældre.

For Falcks Jimmy Andersen er arbejdet efter dagens ødelæggelser slet ikke færdigt.

"Vi startede ud klokken ni, hvor regnen begyndte, og så har vi kørt siden. Vi fortsætter, til vi er helt færdige, hvilket godt kan være i morgen formiddag," siger han.