Rygeforbud på jobbet rammer børn i hjemmet
"Nogle børn kommer tidligere i himlen," skriver den den humanitære organisation Child Health Foundation i denne tyske kampagne, der opfordre rygere til at skåne børn for tobaksrøg. Danske Kræftens Bekæmpelse mener, at der herhjemme er behov for lignende oplysningskampagner. (Foto: Kindergesundheit.de)
Når mor og far ikke må ryge på jobbet eller på værtshuset, så ryger de hjemme, hvor børnene tager skade.

Endelig fri – så er det tid til en fyraftenscigaret. Smøgen er længe ventet, for stadig flere arbejdspladser er blevet røgfrie. Det samme er de fleste barer, cafeer og restauranter.

Derfor breder røgen sig i hjemmene - fra forældrenes til børnenes lunger viser opsigtsvækkende britisk forskning.

Mere røg end før forbud

Især børn af ufaglærte og arbejdsløse udsættes for mere røg, i forhold til før de strikse rygeforbud på arbejdspladser og i det offentlige rum trådte i kraft, viser undersøgelsen fra London School of Economics and Science.

"Det gælder også Danmark. Især hos de socialt dårligst stillede. De presses tilbage i hjemmet, som efterhånden er det eneste sted, de må ryge. Og de er virkelig rygetrængende, når de kommer hjem fra job og er trætte og udkørte," siger Vibeke Manniche, der er læge, ph.d. og forfatter til bogen ’Alt om barnet’.

Forsøger at puste røg ud af vinduet

"I de officielle undersøgelser hævder forældrene, at de ryger ude i haven, men ofte har de ingen have. Derfor står de i bedste fald og forsøger at puste røg ud af vinduet fra femte sal. Ved siden af står børnene så og bliver passive rygere, fordi de vil være sammen med mor og far," siger Vibeke Manniche.

En undersøgelse af danskernes rygevaner viser, at der ryges dobbelt meget hjemme hos ufaglærte som hos funktionærer. Det bekymrer Kræftens Bekæmpelse.

"Vender den tunge ende nedad"

"De intellektuelt og økonomisk fattige vender den tunge ende nedad. Og det ville undre mig meget, hvis ikke man ser samme tendenser herhjemme – nemlig at rygeforbud i et vist omfang har negativ konsekvens for børnene i de socialt dårligst stillede familier," siger Hans Henrik Storm, der er overlæge og chef i Kræftens Bekæmpelses forebyggelses- og dokumentationsafdeling.

Han argumenter for at hæve afgifterne på cigaretter for at få flere til at kvitte tobakken.

Vibeke Manniche argumenterer for, at røg skal forbydes i hjem med børn.

"At ryge, mens der er børn til stede, er vanrøgt. Det er dybt frustrerende at være vidne til, at børn af de dårligt stillede forældre bliver syge af røg. I nogle tilfælde dødeligt syge. Så sent som forleden underviste jeg pædagoger, der var frustrerede over, at børns tøj stinker af røg, og at børnene bliver syge," siger hun.

Ifølge en holdningsundersøgelse synes 84 procent af danskerne "godt" eller "meget godt" om at forbyde rygning i nærheden af børn.

Den rygervenlige protestgruppe Den Gule Negl mener, at løsningen er at ophæve rygeforbuddet på eksempelvis barer, hvor børn kun sjældent færdes.

"Før rygeforbuddet røg folk på arbejde og på serveringssteder, hvor der ikke var børn. Så lad derfor igen arbejdspladserne og serveringsbranchen bestemme, hvor der må ryges igen. Så er problemet løst," siger Klaus Kjellerup, protestgruppens formand.

via Listen To News