Super Bowl bliver et festfyrværkeri
Super Bowl - så bliver det ikke vildere i USA Foto: AP Photo/Gene J. Puskar / POLFOTO
"Når man taler med Saints-spillerne, så er det tydeligt, at det er ekstra motivation for dem, at de kan give en Super Bowl til New Orleans."

Mindst 100.000 danske natteravne ventes at følge slagets gang, når New Orleans Saints og Indianapolis Colts natten til mandag dansk tid tørner sammen i Florida.

Super Bowl XLVI er ubetinget årets største sportsbegivenhed i USA. Og i Miami, hvor TV3's NFL-ekspert Henrik Levysohn befinder sig, handler alt om skæbnekampen på Sun Life Stadium.

"De taler ikke om andet end football herovre, og det fylder alt i medierne. Man kan også se det i gaderne, at der f.eks. kører biler rundt med Colts og Saints flag ud af vinduerne," siger Levysohn til Nyhedsbureauet Newspaq.

Amerikanernes opbakning er i New Orleans Saints favør på grund af orkanen i 2005, der kostede over 1.800 mennesker livet og efterlod ødelæggelser for 500 milliarder kroner.

"Jeg tror, at mange holder med Saints, fordi de ønsker, at de får noget oprejsning i New Orleans efter Katrina-katastrofen i 2005. Og når man taler med Saints-spillerne, så er det tydeligt, at det er ekstra motivation for dem, at de kan give en Super Bowl til New Orleans" siger Henrik Levysohn.

Han forudser en tæt kamp mellem to meget angrebsorienterede hold.

"Det bliver en højt scorende kamp. Det er to eksplosive hold, og de er anført af to af de bedste quarterbacks i ligaen," vurderer NFL-eksperten.

Indianapolis feltherre hedder Peyton Manning og betragtes af mange som den bedste quarterback i NFL-historien.

Den 196 centimeter høje og 104 kilo tunge Manning er fire gange blevet kåret til NFL's mest værdifulde spiller.

33-årige Manning er faktisk opvokset i New Orleans. Men han ventes ikke at vise blødsødenhed over for sin fødeby.

"Hvis jeg skal sætte mine penge et sted, så bliver det på Colts, fordi mange af spillerne var med til at vinde Super Bowl her i Miami for tre år siden. De har den her positive erfaring. Det kommer til at betyde noget, og så at de har Peyton Manning; den bedste quarterback i spillet til at vise vejen," siger Levysohn.

Omvendt kan Saints' 31-årige quarterback Drew Brees også opfylde sit potentiale, vurderer TV3-eksperten.

"Drew Brees har også haft en fantastisk sæson og har taget New Orleans til deres første Super Bowl nogensinde. Men det er selvfølgelig ikke kun quarterbacks, der er afgørende. Begge hold har fantastiske wide receivere. Så der bliver masser af fyrværkeri at se på," siger Henrik Levysohn.

Super Bowl trak sidste år 112.000 danske seere, oplyser TV 3 til Newspaq. Forrige år holdt 64.000 seere sig vågne natten til mandag.

Kampen vises på 3+ og 3+HD. Optakten er i gang søndag fra kl. 22. Ved midnat begynder transmission fra Miami, hvor rocklegenderne fra The Who står for det berømte half time-show.