Svindlere hærger byggemarkeder
Svindlere bliver mere og mere snedige over for byggemarkederne, som rammes af mere og mere svindel.
Trælasthandlere oplever massiv vækst i svindlere, der køber store mængder byggematerialer på kredit gennem falske firmaer. Rockere står bag flere sager, siger politiet

Svindlere er nu også begyndt at 'gøre det selv'.

Danske byggemarkeder har det sidste år været stærkt plaget af svindlere, der kører væk med træ og boremaskiner for op til 400.000 kroner betalt på kredit – og siden forsvinder sporløst.

Alene kreditforsikringsselskabet Euler Hermes måtte sidste år udbetale erstatning til 69 byggemarkeder, der havde haft besøg af træsvindlere.

»Omfanget af bedrageri er simpelthen eksploderet for os. Det er organiserede kriminelle, der udnytter, at man hos byggemarkeder yder kredit til håndværkere. Svindlerne er særdeles professionelle – de benytter sig af registrerede skuffefirmaer og brevpapir med logo fra ikke-eksisterende fupfirmaer,« siger direktør Peter Hecht-Hansen fra Euler Hermes.

»Hamrende dygtige«

Når varerne er leveret, stopper firmaets telefon pludseligt med at virke.

I to store sagskomplekser i Horsens og Roskilde har der endda stået danske rockere bag svindelen.

»Vi var en af de ramte i rockersagen i Roskilde sammen med en stribe sjællandske byggemarkeder. Og vi har nu strammet gevaldigt op, efter vi sidste år var udsat for svindel to gange. Svindlerne er hamrende dygtige. For nylig fik vi anmodninger om kredit fra 13 forskellige firmaer, der sjovt nok alle var sendt fra samme faxnummer i København,« siger direktør Kim Hansen fra Værebro Trælasthandel i Ølstykke.

Han kræver nu, at folk, der køber på kredit, personligt kautioner for indkøbene.

Hos Arnold D med fire byggemarkeder i Jylland bliver man stadig forsøgt snydt af svindlere hver 14. dag.

»Vi byggemarkeder har været alt for naive, men nu stopper legen,« siger direktør Jørgen D. Christensen.

Direktørerne hos de to største kæder af trælasthandlere, XL Byg og Stark, med over 200 byggemarkeder, fortæller, at de er begyndt at skrive rundt, når svindlerne har fundet på en ny metode.

Tjek folk ordentligt

Også politiet følger træsvindlerne tæt. Vicepolitiinspektør Børge Fransen fra Østjyllands Politis bedrageriafdeling forklarer:

»Det er en type svindel, som vi ser tit. Man bør derfor tjekke folk ordentligt, før man giver kredit for flere hundrededetusinde,« siger han.

Ifølge politiet og byggemarkederne er svindlerne både udlændinge og helt almindelige danskere.

faktaboks
via Listen To News