Kim Larsen raser over Sundhedsstyrelsen
Kim Larsen er som medlem af protestgruppen 'Den gule negl' medunderskriver af en hård kritik af Sundhedsstyrelsen (Foto: Pressefoto)
Kim Larsen og Thomas Helmig beskylder Sundhedsstyrelsen for manipulation. "Det er ikke er tilfredsstillende, " indrømmer styrelsen.

En ny officiel ryge-undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse er vildledende.

Det er budskabet fra den rygervenlige protestgruppe, 'Den Gule Negl', der kæmper mod en stadig mere restriktiv rygerlovgivning i Danmark.

I sidste uge udsendte Sundhedsstyrelsen en pressemeddelelse, hvori det fremgik, at rygning ifølge undersøgelsen er på hastig retur blandt danskerne - at danskerne er positive overfor at øge afgifterne på tobaksvarer.

"Ønsketænkning"

”Men tallene er snarere et udtryk for Sundhedsstyrelsens og Kræftens Bekæmpelses ønsketænkning. Deltagerne i undersøgelsen består nu af 60 procent højtuddannede ikke-rygere,” skriver kunstnerne i en pressemeddelelse.

”Til gengæld er der næsten ingen ufaglærte eller faglærte arbejdere med i undersøgelsen mere - og det er primært der, rygerne findes,” fortsætter de.

Misvisende

Det giver ifølge 'Den gule negl' et misvisende billede af virkeligheden, fordi højtuddannede ifølge flere undersøgelser ryger mindre end lavtuddannede, altså faglærte og ufaglærte.

Hos Sundhedsstyrelsen indrømmer tobakskonsulent Jørgen Falck, at undersøgelsen ikke giver et fuldstændig korrekt billede af danskernes rygevaner.

Ikke tilfredsstillende

”Det er ikke tilfredsstillende, at undersøgelsen ikke er repræsentativ, men det har vi heller ikke lagt skjul på. Alligevel er konklusionerne de samme: Langt færre danskere ryger dagligt.”

”16 procent sagde i undersøgelsen, at de var dagligrygere. Tallet bør i stedet være 18,5 procent,” korrigerer Jørgen Falck til Avisen.dk.

Han oplyser, at Sundhedsstyrelsen i fremtidige undersøgelser af danskernes tobaksvaner vil sørge for at lave analyser, hvor den spørger folk med en uddannelsesmæssig baggrund, der svarer til gennemsnittet.

Den gule Negl

- består af:

  • Kim Larsen
  • Thomas Helmig
  • Johnny Madsen
  • Klaus Kjellerup (Danser med drenge)
via Listen To News