Fyret fordi jeg ikke ville bede morgenbøn
Bente Andersen lægger kæmpe sag an mod Kristelig Fagforening, fordi hun blev fyret for ikke at være hellig, som de andre. Hanne Loop
Kristelig Fagforening sagsøges for 760.000 kr. for at diskriminere ansatte, der ikke går i frikirke.

"Fader vor, du som er i Himlen. Helliget vorde dit navn, komme dit rige…" lyder det i kor fra medarbejderne i Kristelig Fagforening i Odense, der hver dag tilbringer morgenpausen med at synge en samle, læse et stykke fra Bibelen og bede Fadervor.

Men ovre i hjørnet sidder Bente Andersen og fire kollegaer for sig selv og kigger ned i bordet. De går ikke i kirke med deres kollegaer og beder ikke Fadervor. De er udenfor fællesskabet - og i dag er Bente og to af kollegaerne fyret.

”Man bliver ikke fyret, hvis man har den rette glorie på. Vi blev forskelsbehandlet, fordi vi ikke var hellige. Det er ekstremt,” siger Bente Andersen fra sit landhus udenfor Slagelse.

Diskrimineret

53-årige Bente Andersen sagsøger nu Kristelig Fagforening for 760.000 kroner i en opsigtsvækkende sag om diskrimination. Hun havde arbejdet for fagforeningen i otte år, da hun blev sygemeldt efter en arbejdsskade. Bente Andersen kom tilbage på arbejde på deltid, men skulle opereres i knæet igen.

To uger senere modtog hun sin fyreseddel.

”Jeg blev fyret, fordi jeg ikke bad bordbøn eller kom i menigheden, det er jeg slet ikke i tvivl om. Andre kollegaer kan være syg i flere år og stadig beholde jobbet.,” siger Bente Andersen og påpeger, at hendes sygdom ikke koster Kristelig Fagforening en krone, fordi de kan sende regningen for hendes sygdom videre til kommunen.

Læs direktør Jesper Wengel svare på kritikken her

Kun for de "hellige"

Bente er ikke langt fra den eneste, der havde det svært. To andre tidligere ansatte fra Kristelig Fagforening, som Avisen.dk har talt med, fortæller, at de også blev fyret og blev diskrimineret, fordi de ikke holdt morgenbøn og kom i den lokale frikirke.

De blev isoleret socialt. Måtte se, at det var kollegaer, der gik i kirke med chefen, der fik lønforhøjelse år efter år. Og når de ønskede ferie, kom de bagest i køen.

Sms fra chefen

De tre fortæller, hvordan andre ansatte, der har den rette tro, ikke blot beholder jobbet, men også får tilbudt sygesamtaler og del i den flexpulje, der skal sikre de ansatte, når de blive syge.

Men Bente Andersen blev fyret uden at blive tilbudt samme hjælp med en flexordning, fortæller hun.

På hospitalet modtog hun to dage efter operationen en sms-besked fra sin chef, der ville vide, hvornår hun kunne komme tilbage på jobbet. Men det kunne hverken Bente Andersen eller lægen svare på. Alligevel fik hun kort efter en fyreseddel fra Kristelig Fagforening.

Læs også Kristelig tordner selv mod diskrimination

Værre end en tyv

Det skete, selvom arbejdsgiveren i en aftale med de ansatte lover at  gøre alt ”hvad det er muligt", for at sygemeldte medarbejdere kan komme tilbage på arbejdspladsen.

”Det er chokerende for mig. Det er dødhamrende urimeligt. Jeg blev behandlet værre, end hvis jeg havde stjålet af kassen. Jeg havde det hæsligt og følte mig som en pestilens, der blev straffet,” fortæller Bente Andersen.

I huset på Sydsjælland hopper de fem hunde op til Bente Andersen i lænestolen. Hun har væbnet sig med tålmodighed, for sagen kan trække ud i op til halvandet år, inden den bliver afgjort.

Læs direktør Jesper Wengel svare på kritikken her