3F og TIB fusionerer
Tømrere, organiseret i TIB, bliver snart en del af 3F. Foto: Colourbox.com
Hovedbestyrelserne i 3F og TIB, Fagforbundet Træ-Industri-Byg, har i dag besluttet at arbejde mod en fusion af de to forbund.

Fagforbundene TIB og 3F har besluttet at fusionere.

Beslutningen blev taget i dag på to hovedbestyrelsesmøder i de to forbund, og den endelige fusion ventes at være helt på plads i september 2010.

TIB, Fagforbundet Træ-Industri-Byg, var sammen med KAD og SID i 2004 tæt ved at blive en del af 3F, men valgte at stå uden for.

Nu har forbundet, der primært har tømrere og ansatte i træindustrien som medlemmer, imidlertid skiftet mening

Forbundsformand Johnny Skovengaard fra TIB siger, at fusionen vil sikre TIB-medlemmerne den bedste faglige styrke.

"Og vi tror på, at en fusion med 3F er løsningen på arbejdsmarkedets store udfordringer. Vi skal nu i gang med at forberede en ekstraordinær kongres og en urafstemning blandt vore medlemmer. Men jeg føler mig sikker på, at denne beslutning er den rigtige løsning," siger han.

Forbundsformand i 3F, Poul Erik Skov Christensen siger, at beslutningen om at fusionere skaber "et stærkt og godt fundament for vore bestræbelser for at bygge en fælles stærk faglig og politisk fremtid sammen."

Begge organisationer vil nu iværksætte en række initiativer, så fusionen kan gennemføres endeligt ved en urafstemning i TIB og i forbindelse med 3F's ordinære kongres i september 2010 i Ålborg.