Connie kræver rester på julebordet
Spis op. Julen er et madorgie, og mange af os smider masser af mad ud. Det er skidt for klimaet. Foto: Hans Jørn Storgaard Andersen
Det godt for både klima og pengepung at spise rester. En gennemsnitsfamilie kan spare 7.000 kroner hvert år, hvis man undgår madspild.

Når julefrokostbordene i aften er dækket med fire slags sild, frikadeller, medister, kogt skinke og alverdens andre julelækkerier, så er det langt fra sikkert, at det hele bliver spist.

Hvert år smider danskerne nemlig i snit 63 kg mad ud i skraldespanden pr. snude. Det er dårligt for klimaet, fordi produktion af alt fra flæskestege til fyldte chokolader udleder rigtig meget CO2.

"Der gættes på, at mellem 10 og 20 procent af den mad, vi køber, ender i skraldespanden," siger Jacob Sørensen, miljø- og sundhedsfaglig medarbejder ved Informationscenter for Miljø og Sundhed til Newspaq.

Hvis du bare i løbet af december smider et kg oksekød, et kg mælk og et kg ris ud, så har producenterne uden grund sendt i alt 23,9 kilo CO2 ud i atmosfæren, viser tal fra Fødevareministeriet. Det er mere end en køretur i bil fra København til Odense, der udleder 22,5 kg CO2.

Derfor bør god mad i skraldespanden være 'no go', mener Selina Juul, stifter af hjemmesiden stopspildafmad.dk.

"Vi taler altså ikke om gulerodstoppe eller kartoffelskralder. Det er god, spiselig mad, som ryger direkte i skraldespanden. Det er ikke godt for hverken miljøet, etikken eller klimaet," siger Selina Juul, til Newspaq.

Er du blandt dem, der har røde ører, fordi du netop har smidt gårsdagens æbleskiver og rejer ud med skraldet, så kan du gøre meget for at undgå madspild ved julens mange andre ædegilder.

Start inden julefrokostindkøbene, foreslår Selina Juul.

"Jeg talte forleden med en mand, som sagde, at hans firma denne gang bestiller vi færre kuverter til julefrokosten, end vi har gjort de tidligere år, fordi der altid er madspild. Det kan man jo lade sig inspirere af," siger hun.

Hvis du alligevel forvandler dig til en kvantitetskok, så tænk over, hvad du gør med resterne af dellerne, silden og ris a la manden.

"Hvis der er overskudsmad tilbage efter julefrokosten, så put det i køleskabet eller fryseren hurtigst muligt. Så kan det jo spises igen dagen efter," siger Selina Juul.

Orker du ikke at tænke mere på klimaet, kan du imidlertid tænke på din pengepung, når du kyler medisterpølsen og otte æbleskiver ud i skraldespanden. En gennemsnitsfamilie kan ifølge Stop Spild Af Mad nemlig spare omkring 7.000 kroner om året, hvis de køber fornuftigt ind og undgår madspild.

I kogebogen 'Klima på bordet' kan du se, hvor meget CO2-produktionen af din mad udleder. Download den her: www.fvm.dk/Klimakogebog_2009.aspx?ID=42586

Du kan også donere resterne fra julefrokosten til hjemløse. Læs mere www.stopspildafmad.dk/madtilhjemloese.html

faktaboks

Klimajulekalender

I december kæmper verdens ledere for et bedre klima til FN's klimatopmøde i København - men hvad kan du gøre for klimaet i juledagene? Vi søger svar på julens klimaspørgsmål og går på jagt efter nyheder og gode idéer til, hvordan din jul kan blive mere klimavenlig.

Har du et klimaspørgsmål til julen, så send en mail til mbo@newspaq.dk.