Arabisk på skoleskemaet i 7. klasse
I fremtiden vil disse elever kunne vælge arabisk - i hvert fald hvis de bor i København. (Foto: Foto: Jens Dresling / POLFOTO)
Undervisningsministeriet har givet Københavns Kommune lov til at undervise i arabisk i 7. klasse på linje med tysk og fransk.

Fremover får de københavnske elever mulighed for at vælge arabisk på skoleskemaet i 7. klasse i stedet for tysk eller fransk.

Det er Undervisningsministeriet, der netop har givet Københavns Kommune lov til at undervise i arabisk, skriver Jyllands-Posten.

Beslutningen glæder formanden for de københavnske lærere, Jan Trojaborg.

"Det er faktisk på tide, at vi gør det. Det er besynderligt, at vi har indvandrere, hvis sprogfærdigheder vi ikke udnytter. Samtidig vil vi som samfund blive beriget af, at der er nogle, der kan et så væsentligt sprog som arabisk," siger han til Newspaq.

Jan Trojaborg tror ikke, at det bliver et problem at finde lærere, der kan undervise i arabisk.

"Vi har masser af tosprogede lærere i København," siger han og understreger, at mange danske elever formentlig også vil vælge arabisk.

"I USA er det blevet en trend specielt på Vestkysten, at elever efterspørger eksotiske sprog som kinesisk, japansk og koreansk ud fra en betragtning om, at det bliver fremtidens markeder. Og når man tænker på, hvad vi i Danmark sælger af mælk og feta til de arabiske lande, så vil det være en kolossal gevinst, hvis nogle er flydende på arabisk," siger han.

Også medlem af børne- og ungdomsudvalget i København, Lars Aslan Rasmussen (S), finder det naturligt, at arabisk kommer på skoleskemaet.

"Fordi arabisk er et sprog, der bliver talt meget rundt omkring i verden. Det bliver f.eks. talt meget mere end tysk, og derfor er det naturligt, at arabisk også bliver et sprog, som børn kan lære i skolen," siger han til Jyllands-Posten.

via Listen To News