Naturtandpasta giver dig allergi
Naturtandpasta kan give allergiske reaktioner. Foto: www.colourbox.com
Mange med allergi vælger naturprodukter til, fordi de tror, at det er bedre for deres allergi - det er det bare nødvendigvis ikke.

Når du børster bisserne med tandpasta, risikerer du at få allergi. I de fleste tandpastaer findes nemlig allergifremkaldende aromastoffer. Men risikoen for at få de allergiske reaktioner er størst, hvis man benytter sig af naturtandpasta - det ved forbrugerne bare ikke.

"Når noget er økologisk eller naturligt bliver det nødvendigvis ikke bedre, tværtimod reagere allergikere nogen gange stærkere på det. Rent faktisk er det mest allergifremkaldende stof, der findes, naturligt," siger Ewa Daniel, toksiolog hos Astma-Allergi Forbundet, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Hun slår fast, at jo højere koncentratet af aromastoffer, der er i et produkt, jo større er risikoen for at udvikle allergi.

Det kan derfor have konsekvenser at bruge naturtandpasta. Det fortæller Anne Marie Lynge Pedersen, lektor på Tandlægeskolen og ekspert i oral medicin. Hun har oplevet, at klienter i flere tilfælde udvikler allergiske reaktioner i munden ved brug af de 'grønne' tuber.

"Reaktionerne kan blandt andet være revner på læberne, eksem omkring munden, hævet tandkød og slimhinder samt brændende og svigende fornemmelser i munden," siger Anne Marie Lynge Pedersen til Newspaq.

Der findes ingen videnskabelig dokumentation for, at naturtandpasta skulle være mere allergifremkaldende end almindelig tandpasta, men Anne Marie Lynge Pedersen er sikker på, at man udsætter sig selv for en større risiko, hvis man benytter sig af den naturlige tandpasta på grund af det høje indhold af forskellige aromastoffer.

"På baggrund af de erfaringer vi har gjort os på klinikken, kan vi altså se, at naturtandpasta rammer hårdere end almindelig tandpasta," forklarer hun og er enig med Astma-Allergi Forbundet om, at producenterne bør informere forbrugerne bedre. Forbrugerne skal nemlig ikke tro, at de køber noget, der nødvendigvis er sundt.

Men hos Natur-Drogeriet, der producerer og sælger naturprodukter, vil man ikke gøre forbrugeren opmærksom på produkternes bivirkninger.

"Vi kan jo ikke skrive på alle produkter, hvad der er af bivirkninger. Så skal man jo også skrive advarsler på flæskesteg. Man får allergiske reaktioner af næsten alt, så jeg kan ikke se problemet," siger direktør Peer Christensen til Newspaq. Han slår samtidig fast, at han aldrig har modtaget en klage vedrørende de tandpastaer, Natur-Drogeriet sælger.

"Vi har solgt vores tandpasta siden 1982, og de eneste klager vi har fået, har været fra folk, der gerne ville have tandpastaen til at smage af marcipan, så hvorfor folk pludselig brokker sig nu, forstår jeg ikke," siger Peer Christiansen.

Han vil ikke oplyse, hvor mange tandpastaer han sælger, men siger, at det er en rigtig god forretning, fordi tandpastaerne er meget populære.

faktaboks

Natur-Drogeriet sælger tandpastaerne Parodontax og Comvita, der indeholder naturlige stoffer og olier som

pebermynte

menthol,

kokusolie og

australsk tetræolie

alt sammen noget, der kan fremkalde allergi.