Politiken indgår aftale om jægerbog
Politiken og forlaget People's Press indgår aftale Foto: Carsten Snejbjerg/POLFOTO/arkiv / POLFOTO
Forlaget bag Thomas Rathsacks bog "Jæger - i krigen med eliten" har indgået aftale med Politiken.

Forlaget People's Press og Politiken har i dag indgået en aftale om udgivelsen af bogen 'Jæger - i krig med eliten' i Politiken 16. september.

Med aftalen slås det fast, at Politiken ikke har krænket forlagets ophavsret, og at avisen hele tiden har ønsket at betale for at få lov at udgive bogen som et særtillæg.

Når det ikke var muligt at lave en aftale før, at bogen blev udgivet i Politiken, skyldtes det, at forlaget ikke ville tage medansvar for avisens initiativ.

Aftalen kommer i forlængelse af fogedrettens beslutning om at afvise Forsvarets ønske om et fogedforbud mod bogen.

Chefredaktør Tøger Seidenfaden siger, at aftalen viser, at Politiken aldrig har ønsket at krænke nogen ophavsret i forbindelse med offentliggørelsen af jægerbogen.

"Forlaget og avisen har samme interesse: At Thomas Rathsacks bog nu udkommer og bliver en del af grundlaget for den nødvendige offentlige debat om Danmark som krigsførende nation og om Jægerkorpsets rolle i den forbindelse," siger han i en pressemeddelelse.

Kreativ direktør for People's Press, Jakob Kvist er ligeledes tilfreds:

"Vi har hele tiden set frem til at få sagen på plads, så fokus kunne vende tilbage på bogen og Thomas Rathsacks gode sag. Takket være fogedrettens afgørelse udkommer bogen nu som planlagt, fredag den 2. oktober," siger han.

Ingen af parterne ønsker at oplyse om værdien af det aftalte vederlag.