Kendte hænges ud som agenter for USA
Kendte danske politikere samarbejdede efter krigen med CIA og gav oplysninger om folk, der arbejdede tæt sammen med tyskerne. 'Nok ikke lovligt' siger en forsker. 'Sande helte', siger Venstres Søren Pind

Kendte danske politikere, efterretningsfolk og tidligere modstandsfolk arbejdede for den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, efter befrielsen i 1945, skriver Jyllands-Posten lørdag.

Det er historikeren Peer Henrik Hansen fra Roskilde Universitetscenter, der via hemmelige dokumenter i det amerikanske nationalarkiv i Washington er stødt på de kendte danskere. Det har han skrevet en ph.d.-afhandling om, som han skal foresvare på onsdag.

Løfter sløret onsdag

Hvem det er, vil han ikke ud med. I hvert fald ikke endnu.

- Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne, da jeg var bange for at rykke ved etablerede sandheder, siger han til Jyllands-Posten.

Siden er han kommet på andre tanker, og han vil løfte sløret for tre danske CIA-agenter, når han skal forsvare afhandlingen på onsdag. Måske får danskerne så at vide, hvem der var Big Horn, Orange Juice og Babylon, som de danske CIA-agenter hedder i CIAs dokumenter.

Alternativt retsopgør

CIA har via deres danske kontakter kunne følge med i de dansk-sovjetiske forhandlinger om en handelsaftale. Derudover fik CIA informationer om folk, der i modstandsbevægelsens øjne havde været for tæt på tyskerne under krigen - men som ikke blev retsforfulgt i det officielle retsopgør.

Disse informationer blev i følge Peer Henrik Hansen brugt til et alternativt retsopgør, hvor de blandt andet har fået afslag på visum til USA.

- Jeg kan ikke forestille mig, at det var lovligt, siger Peer Henrik Hansen.

Lovligt eller ej - Venstres Søren Pind mener, at de var sande helte.

- Forhåbentlig får de pågældende en medalje, skriver Søren Pind på sin blog, www.pind.nu, og fortsætter:

- Lige så landsforræderisk og undergravende det var at samarbejde medde sovjetiske og øvrige kommunistiske tjenester, der kun havde tilformål at undergrave Danmark, NATO og den vestlige verden - lige såfædrelandskærlig en gerning var det, at samarbejde med det land, derstod vagt om Danmark, om NATO og om den vestlige verden. Meget enkelt, skriver Søren Pind.

faktaboks