Walla - om 20 år taler vi arabisk
Foto: PR
De unge er begyndt at blande dansk og arabisk sammen, når de taler slang. Det er et tegn på god integration.

'Fuck' og 'Cool' har fået nye arabiske venner i de danske skolegårde.

Sammen med de sædvanlige engelske låneord er de unge nu begyndt at hive mange ord fra varmere himmelstrøg ind i deres hverdagsprog.

Charlotte Rytter er dansklærer på Trefalkeskole på Frederiksberg, og sammen med sin 10. klasse skruede hun en moderne slang-ordbog sammen.

Inspirationen kom, da hun lagde mærke til, at de unge på hendes skole var begyndt at bruge arabisk som slang.

»Vores skole er jo en multikulturel smeltedigel, så det er virkeligt et sammensurium af udtryk fra forskellige lande, som de har gjort til deres eget,« siger Charlotte Rytter.

Tegn på accept

Sabine Kirchmeier-Andersen er direktør for Dansk Sprognævn, og hun mener, at det er et tegn på god integration, når de unge snakker arabisk med hinanden.

»Slang har altid været et gruppesprog. Noget man som gruppe bruger til at afgrænse sig fra de andre.«

Det fælles slang kan tolkes, som at danske unge og anden-generations indvandrere er begyndt at opfatte sig selv som en fælles gruppe, mener Sabine Kirchmeier-Andersen

»Hvis både danskere og indvandrere bruger det, er det er tegn på, at de opfatter sig som en gruppe med et fælles sprog.«

Alle vil bruge arabisk

De unge som står og ryger sammen i skolegården,, er morgendagens tømrere, journalister, blikkenslagere og sprogforskere.

Om ikke så mange år, kan vi derfor regne med, at vi alle bruger arabiske låneord, mener fremtidsforskeren Anne Marie Dahl.

» I det store perspektiv vil det være engelsk, som vil blive mere brugt i fremtiden, men slang har det jo med at blive en del af dagligt talesprog og siden finde sin vej til retstavningsordbogen.«

Mediernes skyld

Det er Sabine Kirchmeier-Andersen enig i.

»Hvis et udtryk slår an, og folk finder en anvendelse for det, bliver det til hverdagssprog. Der findes masser af eksempler på ord, som startede som slangudtryk, men som alle bruger idag. Takket være medierne er det en udvikling, som går meget hurtigt i dag.«

faktaboks

Kan du ikke forstå, habibi?

Akrash: Pas på! Der kommer en voksen

Eow: Der er nogen som kalder på dig

Flæk en garo: Ryg en cigaret

Shebabz: Venner

Gøt: Bagdel

Bizaz: Bryster

Sjuf: Se her!

Yalla!: Skynd dig! Skynd dig!

Habibi: Min ven

Walla: Jeg lover dig

Ordene er ikke en direkte oversættelse fra Arabisk. .