Viborgs vilde vintershopping
Superligaklubben Viborg FF har haft travlt i transfervinduet. Otte nye spillere erstatter otte gamle. I Viborg snakker man om en forstærket trup, men de nærmeste konkurrenter fra AGF ryster ikke i bukserne.

Løbetræningen skal suppleres med navnelege, hvis Viborg FF skal have en sammentømret spillertrup til sæsonstarten i Superligaen til marts.

For der har i dén grad været sving i svingdøren i klubben fra domkirkebyen. Otte spillere er forsvundet, og de er blevet erstattet af otte nye. Senest kom braslianske Alex da Silva og angriberen Søren Ulrik Vestergaard til fra Randers FC i går.

»I mine øjne er det en stærkere trup, som Viborg sender på banen til marts, men det er jo ligemeget at sidde her og sige det. Vi skal ud og vise det,« siger klubbens nye sportschef Steffen Højer. Han anerkender dog, at det kan være et problem med for mange nye spillere.

»Vi har fået både dygtige unge spillere samt rutinerede kræfter. Det har været en lidt voldsom udskiftning, og det er ikke altid en fordel. Heldigvis er vi i en periode, hvor der er god tid til at spille holdet sammen, og jeg skal da lige love for, at der bliver gået til stålet på træningsbanen,« siger han.

Oprustningen i Viborg kan ses som et direkte angreb mod AGF, der bare har fire point flere på den anden side af nedrykningsstregen.

Men AGF-træner Ove Pedersen lider dog ikke af søvnløse nætter af den grund. Selv om AGF ikke har købt en eneste spiller i dette transfervindue.

»Den trup, vi har i dag, er god nok til at opfylde målsætningen om en ottendeplads,« bemærker han indledningsvis, før han tilføjer, at han ikke frygter Viborg.

»Hvad er forstærkningen? Ja, numerisk er der mange nye, men nu skal de jo først til at spille holdet sammen. Min fordel er, at mit hold allerede er spillet sammen. Vi har stor respekt for dem, der ligger under os, men jeg har ikke søvnløse nætter, når jeg ser på min trup, og jeg kan ikke bedømme Viborg. De kan være fandens stærke, eller de kan være ikke så stærke,« siger han.

faktaboks

Ind

Søren Ulrik Vestergaard (Randers)

Alex da Silva (Randers)

Simion Bulgaru (Sheriff Tiraspol)

Morten Bertolt (FC København)

Suni Olsen (AaB)

Niclas Tüchsen (Hvidovre)

Elvis Correa (FC Midtjylland)

Christian Olsen (FC Midtjylland)

 

Ud

Srdjan Radonjic (tilbage til OB)

Anders Rasmussen (afsluttet lejeophold)

Steffen Højer (stoppet)

Luiz Carlos

Petter Furuseth (FC Midtjylland)

Tom Reidar Haraldsen