Kvindefag og mandefag lever videre hos unge
Mænd vil være håndværkere, mens kvinder fortsat vælger plejesektoren Foto: www.colourbox.com
Det kønsopdelte arbejdsmarked lever i bedste velgående blandt landets unge. Kvinder vælger frisørsaksen og mænd skruetrækkeren.

Selvom vi skriver 2009, så foretrækker kvinderne fortsat arbejdet i frisørsalonerne og på tandklinikkerne, mens mændene holder sig til værkstederne. Det kønsopdelte arbejdsmarked lever godt, skriver Ugebrevet A4.

Et af de steder, hvor man tydeligt kan se forskellen, er på landets sosu-skoler. Hver gang 17 unge kvinder søger ind på social- og sundhedsuddannelsen, søger kun én ung mand optagelse. Og på smedeuddannelserne var kvindernes andel i 2007 på kun seks procent. Det viser tal fra Undervisningsministeriet over unges tilgang til erhvervsuddannelserne i 2007.

Arbejdsmarkeds- og ligestillingsforsker på Roskilde Universitet (RUC) Karen Sjørup kalder tallene interessante, men beskæmmende. Hun peger på, at der i modsætning til erhvervsuddannelserne er sket store ændringer i gymnasierne.

"De unge kvinder går i dag på gymnasiet og tager siden en lang uddannelse. Så kvinderne flytter sig uddannelsesmæssigt, mens drengene holder fast i håndværkeruddannelserne," siger hun.

LO-sekretær Ejner K. Holst frygter, at hvis de unges uddannelsesvalg ikke ændres, så vil lønforskelle og manglende ligestilling fortsætte mange generationer endnu.