Selv om man er ældre og ekstra udsat i forbindelse med corona, er der ikke nogen grund til at kaste håndklædet i ringen, hvis man skulle være så uheldig at blive smittet.
Det er 95-årige Gertrude Fatton fra Schweiz et levende eksempel på. Hun er nu tilbage i hjemmet i Le Locle, hvor hun ivrigt chatter online med sine mange børn og børnebørn.
Den ældre dame havde følt sig utilpas en uges tid, da hun fik problemer med at trække vejret. En ambulance blev tilkaldt, som straks kørte hende på hospitalet.
– Jeg var ikke bange for at dø, ikke i min alder. Men jeg regnede ikke med at dø, overhovedet ikke, fortæller fru Fatton til Reuters.
Hun afviste at komme i respirator, og i stedet forsøgte lægerne at behandle hende med forskellige typer medicin. Og efter tre dage, var iltniveauet i fru Fattons blod tilbage til det normale.
Nu er hun udskrevet fra hospitalet og tilbage i sit hjem, som hun deler med sin kat. Og selv om hun stadig ikke er helt på toppen, har hun ikke tænkt sig at give op.
– Jeg håber, jeg får styrke nok til at leve lidt længere. Jeg har børnebørn og oldebørn, som jeg jeg gerne vil se og snakke med. Vi chatter sammen på nettet på min iPad, fortæller den livskraftige dame.