83 minearbejdere er fredag blevet fanget i en mine i Tibet, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Minearbejderne er angiveligt blevet fanget efter et kæmpemæssigt jordskred, der ramte tidligt om morgenen og dækkede et område på omkring fire kvadratkilometer i Maizhokunggar-området i Lhasa, hovedstaden i Tibet.
De indespærrede minearbejdere kommer fra selskabet China National Gold Group Corporation, og der skulle være redningsfolk på vej.
Ifølge nyhedsbureauet AP har læger på det lokale hospital fået besked på at gøre sig klar på at modtage overlevende fra minen, men ingen er endnu dukket op.
- Vi blev beordret til at gøre alt klar til at modtage de sårede, siger en læge på hospitalet, som forklarer, at man er ved at flytte rundt på hospitalets patienter, så der kan blive plads til minearbejderne.
/ritzau/AFP