En 82-årig mand er afgået ved døden efter en soloulykke i Ringkøbing mandag eftermiddag.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even.
Politiet fik meldingen om ulykken klokken 17.41.
Den 82-årige var kommet kørende mod sydøst ad Nørredige i Ringkøbing, da han ifølge et vidne begyndte at slingre let, fortæller vagtchefen.
Herefter ramte bilen et helleanlæg i midten af vejbanen og kørte over i et vejtræ.
Da patruljen ankom, sad manden fastklemt, men var i første omgang til at kontakte.
Halvanden time senere blev han dog erklæret død på sygehuset som følge af sine kvæstelser.
Bilinspektører har undersøgt, hvorfor manden kørte galt. Politiet afventer nu en rapport.
Den omkomne var fra Ringkøbing.
/ritzau/