750.000 har ingen pensionsopsparing

Det er alarmerende, at trekvartmillion danskere slet ikke eller i meget lille omfang får sparet op til pension, mener finansministeren og eksperter.
Et alarmerende højt antal af danskerne sparer ikke op til pension og risikerer derved at stå uden økonomisk tryghed, når alderdommen rammer.
Et alarmerende højt antal af danskerne sparer ikke op til pension og risikerer derved at stå uden økonomisk tryghed, når alderdommen rammer. Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Danmark er kendt for sine arbejdsmarkedspensioner, der sikrer danskere en tryg og økonomisk stabil alderdom. Det er bare langt fra alle, der får det.

En opgørelse fra Finansministeriet viser, at 750.000 danskere mellem 25 og 59 år ikke eller i begrænset omfang får sparet op til pension. Det skriver Politiken.

Den største del af de pensionsløse danskere er enten på overførselsindkomst eller arbejder som freelancere, vikarer, deltidsansatte eller andet uden en automatisk pensionsopsparing.

Tendensen er bekymrende

Flere eksperter vurderer, at problemet ikke vil blive mindre, fordi vi får et arbejdsmarked, hvor færre kommer til at have faste, langvarige job og derfor ikke er dækket af en automatisk arbejdsmarkedspension.

- Tendensen er, at flere af os får længere mellem de faste ansættelser, og nogle får aldrig et fast arbejde. I fremtiden risikerer vi, at flere lønmodtagere får svært ved at forudsige og planlægge deres liv, siger arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet Peter Olsén til Politiken.

Finansminister Kristian Jensen (V) mener også, at det er et stort problem, at så mange danskere ikke får sparet op og dermed risikerer at falde igennem, når de skal på pension. Kristian Jensen fortæller til Politiken, at et udvalg af embedsmænd er gået i gang med at se på, hvad der kan gøres for at komme problemet til livs.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.