Natten til mandag blev politiet ringet op af adskillige forskrækkede borgere.
De advarede om en spøgelsesbillist, der kørte på det sydgående spor på motorvej E45. Problemet var bare, at han kørte mod nord.
Det skriver Nordjyske.dk.
Spøgelsesbillisten, der var en 73-årig mand, kørte omkring Aalborg Øst med meget lav hastighed. Det lykkedes da også politiet at standse tæt ved Limfjordstunnelen.
- Der var tale om en ædru, men forvirret 73-årig mand fra Vendsyssel, fortæller vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.
Han oplyser desuden, at manden med det samme indvilligede i at få inddraget sit kørekort.