Mindst 71 mennesker er blevet dræbt, da terrorister i dag angreb to moskeer med med granater og AK-47'ere i Lahore, der er Pakistans næststørste by.
Det meddeler myndighederne i byen ifølge BBC.
På direkte tv-billeder ses en terrorist skyde med et automatvåben og kaste med håndgranater fra en af moskeens minareter.
Ifølge internationale medier er 30 lig ført til hospitaler i byen.
Terroristerne holder stadig den ene moske besat, og myndighederne har ingen umiddelbare planer om at storme den.
"Vi skal først og fremmest have de sårede i sikkerhed, før vi gør andet," siger en talsmand fra politiet i by ifølge tvstationen.
Begge moskeer tilhører det religiøse Ahmadi-mindretal, som i 1974 blev erklæret for 'ikke-muslimer' af de pakistanske myndigheder.
Medlemmerne er sidenhen blevet udsat for forfølgelse og angreb op til flere gange.